Health tager tandsundhed og tarmbakterier med på Folkemødet 2024
Health deltager igen i år ved Folkemødet på Bornholm, og denne gang diskuterer vi ulighed i tandsundhed og formidler viden om et organ, der spiller en stor rolle for vores velbefindende, men helst lever i det skjulte: tarmen.
Forskningsskibet Aurora er som altid Aarhus Universitets base under Folkemødet, der løber af stablen på Bornholm fra d. 13.-15. juni 2024. Her afvikler universitetet en lang række events for politikere, meningsdannere og videbegærlige danskere.
Health står for to af Aarhus Universitets arrangementer; institutleder Siri Beier Jensen fra Institut for Odontologi og Oral Sundhed deltager i en paneldebat om ulighed i tandsundhed med politikere og interesseorganisationer, mens klinisk professor Christian Lodberg Hvas fra Institut for Klinisk Medicin holder et foredrag om tarmen i selskab med videnskabsjournalist Line Friis Frederiksen.
Fredag d. 14. juni kl. 15.35-16.35: Sund mund – en debat med bid i
Tarmen er vores største kontaktflade til omverdenen, men den lever helst i skjul. Vi sætter pris på, at den holder sig i ro og ikke gør væsen af sig. Men vi kan have gavn af at interessere os mere for tarmen og dens liv. Tarmen producerer hormoner og påvirker vores immunsystem, vores mentale velvære og risikoen for at udvikle sygdomme.
Til Healths arrangement om tarmen kan deltagerne blive klogere på, hvad de selv kan gøre for at gøre tarmen glad - og dermed styrkesundheden. Hvad er godt at spise, og hvad er det en rigtig god idé at holde sig fra (selv om det måske er svært)? Og hvad siger den nyeste videnskab om fæces-transplantationer og andre behandlinger?
Lørdag d. 15. juni kl. 10.30-11.30: Tarmen – ny viden om et organ i bevægelse
Vi udskrives ikke fra et dansk sygehus med en regning i hånden. Men gælder det tandbehandling, skal vi selv betale ca. 85 % af regningen. Forskning viser, at sygdom i mundhule og tænder kan være forbundet med alvorlige sygdomme og vice versa. Og selv om tænder, kæber og mund er en lige så integreret del af kroppen, som arme, tarme og hjerte, hersker der fra politisk hold alligevel en udtalt enighed om, at sygdom i tænder og mund er en personlig sag.
Det afholder mange fra at gå til tandlæge. Manglende behandling kan blive både dyrere og mere alvorligt, og dårlig tandsundhed stigmatiserer og fastholder mennesker på kanten af samfundet.
På Folkemødet diskuterer vi med politikere og Tandlægeforeningen, om fremtidens tandlæger er klædt på til at løse de stadig mere komplekse sygdomsforløb og behandlinger hos en befolkning, der lever længere – også med egne tænder.
Aarhus Universitet er vært for mange arrangementer med forskere inden for og på tværs af alle universitetets fagområder, lige som mange Health-forskere deltagere i andre debatter og oplæg arrangeret af organisationer, foreninger og virksomheder.
Se hele programmet for Folkemødet 2024 på Folkemødets hjemmeside.
Hold øje med Healths LinkedIn-side og Aarhus Universitets LinkedIn-side, som poster løbende fra Folkemødet 2024.
Kontakt
Rådgiver Caroline Søndergaard Bendixen
Aarhus Universitet, Administrationscenter Health – Fakultetssekretariatet
Mobil: 93 50 80 78
Mail: carben@au.dk