Health får ny lærestolsprofessor inden for hud- og kønssygdomme

Christian Vestergaard er ny klinisk lærestolsprofessor i Dermato-Venerologi på Institut for Klinisk Medicin og Afdeling for Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital. Han skal blandt andet forske i den inflammatoriske reaktion i huden ved tilstande som fx børneeksem og hudkræft.

Christian Vestergaard er ny klinisk lærestolsprofessor i hud- og kønssygdomme på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Afdeling for Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital.
Christian Vestergaard er ny klinisk lærestolsprofessor i hud- og kønssygdomme på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Afdeling for Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital. Foto: Tonny Foghmar, AUH.

Det er med ambitionen at finde nye måder at koble den rette behandling til de rette patienter og tiltrække flere unge forskere til området, at Christian Vestergaard tiltræder stillingen som ny klinisk lærestolsprofessor på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Afdeling for Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital.

Christian Vestergaard forsker bredt inden for hudsygdomme, men han har særligt fokus på de inflammatoriske reaktioner i huden ved tilstande som fx børneeksem, nældefeber og hudkræft.

"I vores forskning sigter vi mod at beskrive nøgleelementer, der kan anvendes i behandlingen af disse sygdomme, fx ved at blokere dem med antistoffer," fortæller Christian Vestergaard og fortsætter:

"Samtidig har jeg sammen med sygeplejersker og praktiserende læger startet flere projekter, der undersøger patienternes rejse gennem systemet og beskriver nogle af de udfordringer, de står over for."

Han ser frem til at have mulighed for at inddrage flere unge forskere i sine projekter som klinisk lærestolsprofessor. Men han har også et ønske om at få større fokus på hudsygdomme hos beslutningstagerne.

"Forhåbentlig får jeg også mulighed for at informere og oplyse beslutningstagerne i Danmark om hudsygdomme og den enorme konsekvens, de har for patienterne, så vi måske kan hjælpe patienterne på den måde."

Kontakt

Klinisk lærestolsprofessor Christian Vestergaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Hud- og Kønssygdomme
Telefon: 24946247
Mail: christian.vestergaard@clin.au.dk