Foto-dagbog fra 3MT: Omeed vandt!

Til daglig undersøger Omeed Neghabat, hvordan man kan forbedre behandlingen af blodpropper og forsnævring i hjertets kranspulsåre. Det gør han ved at filme hjertepatientens årer indefra. Men tre dage i juni byttede han Aarhus ud med Padova for at dyste i forskningsformidling.

Som den første danske deltager nogensinde er Omeed Neghabat nemlig nået til den europæiske finale i 3MT (Three Minutes Thesis), hvor ph.d.-studerende konkurrerer om at præsentere deres ph.d.-forskning til ikke-fagfæller på bare tre minutter og kun ved hjælp af gode talegaver og ét statisk PowerPoint-slide.

Omeed Neghabat løb med sejren efter en stærk præsentation, der overlevede et gevaldigt benspænd. Her er hans dagbog fra Padova.

Min kæreste Grethe og jeg tager toget fra Aarhus Banegård til Kastrup og flyver herfra til Venedig. Vi ankommer til hotellet, Art Hotel Al Fagiano, i Padova sidst på eftermiddagen, hvor hele holdet fra AU også er indkvarteret. Der er heldigvis tid til at opleve Padova – byen er smuk, vejret er skønt, og maden er i top.

Ankomsten til Padova er både forløsningen på mange ugers træning, men den er også startskuddet til et sug i maven, der først rigtigt lægger sig igen efter finalen.

Jeg ankommer til University of Padova – verdens tredjeældste universitet, der i år kan fejre 800-års-jubilæum. Det er her Coimbra Groups årsmøde finder sted. Jeg bliver registreret og får mit navneskilt og bliver så modtaget af Benjamín Martínez Sanchis fra Coimbra Group.

Jeg deltager i en session om akademisk frihed i den fine Aula Magna. Det er også her, 3MT-finalen skal foregå i morgen. Salen er noget af det vildeste, jeg har oplevet! Jeg står bare og måber de første par sekunder og er nærmest frosset til gulvet. Nu er det alvor, og jeg er ved at sprænges af spænding. Og så er jeg stolt over at være nået hertil.

Bagefter er der lyd- og generalprøve sammen med de to øvrige finalister; Effy Ntemou og Ignacio Abadía Tercedor. Her møder vi bl.a. også 3MT-finalens moderator Gunda Huskobla fra Coimbra Group.

Under generalprøven hører jeg min stemme runge og give genlyd i salen for første gang. Måden, lyden bevæger sig i det rum, er helt fantastisk. Det er et storslået øjeblik, jeg sent vil glemme.

Dagen slutter med gallamiddag for alle deltagerne i årsmødet. Det foregår på Café Pedrocchi, og her møder jeg delegationen fra AU med Jette Hammer, der er leder af Karriere, Alumne og CRM under Erhverv og Innovation og Rikke Nielsen, der er international chef i AU Uddannelse. Min kæreste Grethe er også med til middagen. Hun er en støtte uden lige både inden og under turen. Hun har talt mig til ro, når jeg har ligget vågen om aftenen af bare spænding, og hun har øvet med mig flere gange om dagen for at finpudse oplægget. Jeg er taknemmelig for at kunne dele oplevelsen med hende.

Jeg ankommer til universitetet om morgenen. Nerverne sidder helt uden på tøjet, men jeg glæder mig til at stå på scenen! Jeg får mikrofon på og bliver placeret på et af sæderne lige ved siden af scenen.

Gunda Huskobla byder velkommen, og jeg går på scenen som den første finalist. Jeg går i gang med oplægget, men midt i præsentationen registrerer jeg på en monitor foran mig, at mit PowerPoint-slide er skiftet. Jeg tænker, at det fikser de med det samme, så jeg fortsætter bare. Men så kommer jeg til det sted i præsentationen, hvor jeg skal pege på slidet, og da problemet endnu ikke er løst, kigger jeg nærmest desperat mod teknikbordet, hvor de ser meget frustrerede ud. Her vælger jeg at stoppe og griner lidt af situationen. Jeg håber inderligt, at de vil lade mig starte på en frisk, nu fejlen ligger hos dem. Det gør de, og jeg starter forfra. Det slår mig heldigvis ikke ud. Jeg holder fokus og præsenterer mit oplæg, som jeg har øvet det.

Efter alle tre finale-oplæg er der en kort kaffepause, og efter ca. 30 min. bliver vi ledt tilbage til salen. Juryens talsperson, Adriana Zait, annoncerer vinderen. Det er mig, og jeg er nærmest i ekstase!

Vi tre finalister får taget en masse billeder med vores certifikater. Bagefter facetimer jeg med min mor, far, lillebror og hans kæreste og med min svigerfamilie. De har alle fulgt med live hjemmefra. Der er glædestårer, latter, sejrsråb, lykønskninger og klapsalver. Det vælter også ind med opkald og beskeder fra nær og fjern. På et tidspunkt sætter jeg min mobil på ’do not disturb’, nyder øjeblikket, og så tager min kæreste og jeg til Venedig for at fejre sejren!