Forskerpris styrker forskning i børns balance
Klinisk professor og overlæge Therese Ovesen fra Aarhus Universitet og Regionshospitalet Gødstrup modtager Odd Fellow Ordenens forskerpris 2024. Prisen anerkender Therese Ovesens kliniske forskning i vores sanser, søvn og infektioner, og med den følger 250.000 kr. øremærket hendes forskning i bl.a. børns balance.
Svimmelhed og høretab er udbredte sundhedsproblemer i den danske befolkning, særligt hos midaldrende og ældre. Næsten hver tredje voksne mand oplever gener fra snorken og/eller søvnapnø, mens cirka fem procent af alle danskere rammes af permanent tab eller forstyrrelse af lugte- og smagssanserne, ofte efter eller i forbindelse med fx COVID-19 og influenza.
Therese Ovesen, som nu hædres for sin indsats, forsker bredt inden for øre-næse-hals-specialet med fokus på vores høre-, lugte-, smags- og balancesanser og på infektioner. Derudover studerer hun vores søvn, særligt snorken og søvnapnø. Hendes arbejde inkluderer også forskning i børn inden for specialet, ligesom hun interesserer sig for patienter med behov for multidisciplinær udredning og behandling, fx patienter med kronisk næse-bihulebetændelse og kræftsygdomme.
”Pengene, som følger med prisen, vil jeg bruge til indkøb af avanceret udstyr til måling og monitorering af balance med særligt fokus på balanceorganet i det indre øre. Med det nye udstyr vil vi kunne præcisere de individuelle balanceproblemer hos patienter med svimmelhed, balanceforstyrrelser og balanceusikkerhed,” forklarer prismodtageren og uddyber:
”Vi vil især undersøge børns balance. Det skal danne grundlag for en reference på normal balance hos børn i Danmark. Sådan en reference eksisterer ikke for nuværende, men netop den viden er en naturlig forudsætning for at kunne definere balancesygdomme.”
Therese Ovesen fortæller desuden, at forskergruppen, med støtten fra Odd Fellow Ordenen, vil kunne udvikle rehabilitering skræddersyet til den enkelte patients balanceforstyrrelse og herunder udvikle træningsprogrammer til personer med udtalt køresyge.
Kontakt
Klinisk professor, overlæge og dr.med. Therese Ovesen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Regionshospitalet Gødstrup, Øre-, Næse- og Halskirurgi
Telefon: 60 17 07 66
Mail: tovs@clin.au.dk