Fem laboratorier går forrest i nyt bæredygtighedsprojekt

Snart går startskuddet til et pilotprojekt, der skal afprøve LEAF-certificering af laboratorier på Health. Målet er at reducere klimaaftrykket og fremme en mere bæredygtig laboratoriekultur.

LEAF-pilotprojektgruppen
Hele LEAF-pilotprojektgruppen var samlet til introduktionsmøde på Health den 27. august. Gruppen består af repræsentanter fra de fem deltagende laboratorier samt styregruppen bag projektet. Foto: Simon Byrial Fischel

Hvordan gør man et forskningslaboratorie mere bæredygtigt, uden at det koster på kvaliteten?

Det spørgsmål skal nu afprøves på Health, hvor fem laboratorier deltager i et pilotprojekt med den internationale LEAF-certificering (Laboratory Efficiency Assessment Framework). 

Målet er at reducere klimaaftrykket, ændre hverdagens arbejdsvaner og sende et tydeligt signal til både fonde, studerende og samarbejdspartnere om, at bæredygtighed er en integreret del af fremtidens forskning.

Siden foråret har en styregruppe arbejdet på at tilpasse LEAF til hverdagen på Health. Nu er kriterierne på plads og pilotprojektet klar til at blive sat i gang.

”Vi er lige på nippet til at starte. Vi har holdt møder med de deltagende laboratorier, og netop nu begynder den officielle onboarding,” fortæller professor Thomas Corydon, der leder styregruppen.

Om LEAF

Laboratory Efficiency Assessment Framework (LEAF) er udviklet af University College London (UCL) og hjælper laboratorier med at reducere deres klimaaftryk uden at gå på kompromis med forskning og uddannelse.

LEAF-certificeringen findes på tre niveauer: bronze, sølv og guld. For at opnå certificering skal laboratorierne opfylde kriterier inden for bl.a. affaldshåndtering, energiforbrug, vandbesparelse, indkøb, sociale aktiviteter og forskningskvalitet.

Eksempler på kriterier for bronze-niveau (laveste niveau):

  • Hvert laboratorium udpeger en LEAF-koordinator.
  • Laboratoriet (eller den relevante gruppe) har lavet en social aktivitet i løbet af året, eller der er en planlagt. Det kan f.eks. være julefrokost, kageklub, fredagsøl eller andet.
  • Der findes klare rutiner for affaldssortering – herunder særskilt håndtering af plast og kemikalier.
  • Indkøb af laboratoriematerialer sker samlet, hvor det er muligt, for at minimere transport og emballage.
  • Gruppen drøfter bæredygtighed som en fast del af laboratoriemøderne.

Et pilotprojekt i Storbritannien med 235 laboratorier viste, at LEAF-ordningen ikke kun reducerer klimaaftrykket, men også i gennemsnit sparer laboratorierne ca. 32.000 kr. om året.

Du kan læse mere om LEAF i denne artikel fra Inside Health.

En fælles indsats

Styregruppen består foruden Thomas Corydon af rådgiver Caroline Søndergaard Bendixen fra fakultetssekretariatet, administrativ konsulent Liv Felter Jensen og bioanalytiker Inger Merete S. Paulsen, begge fra Institut for Biomedicin. 

Gruppen har til opgave både at udvikle rammerne lokalt og sikre forbindelsen til fakultetsledelsen.

”Det har været vigtigt at samle forskellige kompetencer i styregruppen. Vi har brug for både den praktiske erfaring fra laboratoriet, det organisatoriske overblik og den strategiske kobling til fakultetet,” forklarer Thomas Corydon.

Fem laboratorier, ét fra hvert institut på Health, er udpeget til at deltage i pilotprojektet. Flere har vist interesse, men antallet er begrænset for at sikre en tæt styring af processen.

Sådan forløber piloten

Pilotprojektet kører i løbet af efteråret 2025. Først gennemgår de udvalgte laboratorier et fælles introduktionsforløb. Derefter får de tid til at arbejde med kriterierne lokalt, inden de til slut bliver vurderet af medarbejdere fra de resterende fire laboratorier i forsøget og forhåbentlig opnår en certificering.

Med LEAF kan laboratorier opnå en bronze-, sølv- eller guldcertificering. For at opnå et nyt niveau skal man opfylde kriterier inden for blandt andet affaldshåndtering, energiforbrug, vandbesparelse, indkøb og forskningskvalitet. 

”Vi har valgt en model, hvor laboratorierne evaluerer hinanden. Det giver ejerskab og understøtter tanken om, at LEAF kommer nedefra som en fælles indsats. Vores ambition er, at alle fem laboratorier kan opnå en bronze-certificering i pilotfasen, selvom det selvfølgelig kræver en indsats,” siger Inger Merete S. Paulsen.

Hvis et laboratorium ikke lever op til alle kriterier i første omgang, får medarbejderne mulighed for at rette op og prøve igen ved en ny evalueringsrunde.

Mere end en certificering

Selvom LEAF-ordningen bygger på tjeklister og konkrete kriterier, handler projektet ifølge styregruppen om meget mere end at sætte flueben.

”Det er i høj grad en holdningsændring, vi gerne vil fremme – at man hele tiden tænker over, hvordan man kan arbejde mere bæredygtigt, uanset om det handler om energi, plast, vand eller det sociale samvær i afdelingen,” siger Liv Felter Jensen.

Styregruppen ser også LEAF som et redskab, der kan styrke forskningen både internt og eksternt:

”Mange fonde lægger vægt på bæredygtighed i deres bevillinger, og studerende efterspørger i stigende grad uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser, der tager klimaansvar alvorligt. LEAF er en helt konkret måde at arbejde med bæredygtighed i laboratoriet og kan blive et vigtigt signal i begge sammenhænge,” tilføjer Thomas Corydon.

De fem laboratorier i pilotprojektet

Følgende laboratorier og nøglepersoner deltager i Healths første LEAF-pilotprojekt:

  • Institut for Biomedicin – Okulær genterapi, Thomas Corydon
  • Institut for Retsmedicin – Retskemisk Afdeling, Jørgen Bo Hasselstrøm
  • Institut for Folkesundhed – Klimakamrene, Torben Sigsgaard
  • Institut for Odontologi og Oral Sundhed – Forskningslab, Anette Aakjær Thomsen
  • Institut for Klinisk Medicin – Proteinlab (TNU), Gülendam Sezer

Flere andre laboratorier har vist interesse for at deltage, men i denne første fase er antallet begrænset til ét fra hvert institut.

De næste skridt

Pilotprojektet kulminerer i september, hvor alle fem laboratorier skal evalueres. Erfaringerne samles derefter i en rapport til dekanatet, som skal afgøre, hvordan og hvorvidt LEAF skal udbredes på fakultetet.

”Vores mål er at give et kvalificeret bud på, hvad der skal til, for at LEAF kan blive en fast del af laboratoriearbejdet på Health og på sigt måske hele universitetet. Vi ved, at det kan lade sig gøre, for på Københavns Universitet er LEAF allerede en del af hverdagen i alle laboratorier,” siger Thomas Corydon.

For styregruppen handler pilotprojektet både om konkrete resultater og om at sætte en kultur i gang:

”Hvis vi kan vise, at bæredygtighed kan integreres i hverdagen i laboratoriet samtidig med, at vi bevarer samme kvalitet og faglige tyngde i vores arbejde, så er vi nået rigtig langt,” siger han.

Kontakt

Professor Thomas Corydon
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 2899 2179
Mail: corydon@biomed.au.dk

Bioanalytiker Inger Merete S. Paulsen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 87 16 76 67
Mail: imsp@biomed.au.dk