Få styr på blodtrykket med din iPad

Danskere, der måler blodtrykket derhjemme, kan nu sende resultaterne direkte fra lænestolen til lægen via iPad, pc eller smartphone. Det giver mere præcise tal og bedre muligheder for målrettet behandling.

Sundhedsmappen.dk forventes at kunne fange mange af de danskere, som ellers ikke ville få tjekket blodtrykket.
Sundhedsmappen.dk forventes at kunne fange mange af de danskere, som ellers ikke ville få tjekket blodtrykket.

Mange danskere med forhøjet blodtryk tager regelmæssigt turen til lægen for at få tjekket blod­trykket, men flere og flere er begyndt selv at måle derhjemme, for de vante omgivelser giver et bedre billede af blodtrykket og sparer besøget hos lægen.

Nu skal resultaterne ikke længere afleveres hos lægen, men kan sendes hjemmefra via en iPad, pc eller smartphone. Det sker ved hjælp af det elektroniske værktøj, Sundhedsmappen.dk, der er udviklet af forskere ved Forskningsenheden for Almen Praksis og Aarhus Universitet.

Begrænser fejl i måleresultaterne

Den digitale genvej betyder, at den praktiserende læge får de seneste resultater med det samme og kan følge udviklingen af blodtrykket direkte på skærmen, så der hurtigt kan justeres i medicinen eller afsættes tid til en opfølgende samtale.

”Det nye er, at vi undgår al papirarbejdet. Normalt får patienten udleveret papirskemaer sammen med en blod­tryks­måler. Efter tre dages målinger skal de udfyldte skemaer så fragtes tilbage til praksis, hvor tallene indtastes manuelt i journalen. Den direkte overførsel betyder, at vi undgår fejl ved aflæsning og indtastning – og de mere præcise tal gør, at behandlingen hurtigere kan skræddersyes til hver enkelt patient”, siger Kaj Sparle Christensen fra Forskningsenheden for Almen Praksis og Aarhus Universitet, der står bag projektet.

Besparelse for samfundet

Sundhedsmappen.dk forventes at kunne fange mange af de danskere, som ellers ikke ville få tjekket blod­trykket – enten på grund af en travl hverdag eller fordi sygdom gør det svært at komme af sted til lægen. Dermed bliver det lettere hurtigt at opspore de personer, der kan være i risiko for at udvikle syg­domme, der senere kræver behandling.

Foreløbig omfatter Sundhedsmappen.dk værktøjer til måling af angst, depression og blodtryk. Hvert år foretager danske praktiserende læger 265.000 psykometriske test, som måler patientens psykiske tilstand, og 271.000 målinger af blodtryk i hjemmet følges op af besøg i almen praksis.

For samfundet kan der altså være en væsentlig besparelse at hente, hvis flere test og målinger foretages derhjemme – og det er da også tanken, at Sundhedsmappen.dk senere skal udvides med redskaber til at følge stresstilstande, diabetes og KOL.

Sundhedsmappen.dk blev søsat som pilotprojekt for få måneder siden og bliver nu præsentereret for praktiserende læger ved den årlige konference Lægedage i Bellacentret i København den 11.-15. november 2013.


 Fakta om Sundhedsmappen.dk

  • Er udviklet som en del af forskningsprojektet Mental Health in Primary Care ved Aarhus Universitet.
  • Blev oprindeligt lavet til at understøtte behandling af angst og depression, men udvikles løbende med nye funktioner.
  • Er baseret på et tæt samarbejde mellem patient og praktiserende læge: Patienten registrerer selv sine symptomer eller målinger, og lægen får oplysningerne elektronisk.
  • Sikrer, at patienter i behandling får den optimale medicin i de rigtige doser.
  • Knap 80 lægepraksis og 280.000 patienter er allerede tilmeldt Sundhedsmappen.dk.

Yderligere oplysninger

Praktiserende læge, seniorforsker, ph.d. Kaj Sparle Christensen
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed og Forskningsenheden for Almen Praksis
Direkte telefon: 2217 4325
kasc@alm.au.dk

Projektleder, ph.d.-studerende Marie Mortensen
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed og Forskningsenheden for Almen Praksis
Direkte telefon: 8716 7923
mm@dce.au.dk