På dekanens bord: En hyldest til forskere, der stiller op
Det er fundamentet for vores samfund, at viden bliver bragt i spil. Derfor skal vi hylde de forskere, der stiller op til samtale og interview, både når de formidler deres forskning til en bred offentlighed, og hvis de selv får kritik.
”På dekanens bord” – en klumme i Inside Health
Kort efter et møde i Akademisk Råd, hvor vi bl.a. talte om medinddragelse, fik jeg en mail fra et af rådets medlemmer. Hun havde tænkt over vores drøftelser og foreslog, at jeg skrev direkte til medarbejderne på Health i fakultetets nyhedsbrev. På den måde kunne jeg informere om nogle af de initiativer, som aktuelt ligger på mit bord, så alle medarbejdere har mulighed for løbende at følge med i noget af dét, vi arbejder med på fakultetet.
Jeg synes, at det er en super god idé (tak for den!). Så det gør jeg fremover – én gang om måneden.
Jeg tror, at vi som forskere alle har et ambivalent forhold til at optræde i medierne.
På den ene side vil vi gerne fortælle omverdenen, hvordan vores arbejde skaber værdi for samfundet. Men omvendt har vi det ikke godt med at afgive kontrol over formidlingen, når vi taler gennem det filter, journalisten lægger ned over historien, hvor vi ikke selv kan bestemme overskriften eller vinklen.
Der kan være mange grunde til, at vi holder os tilbage fra at stille op til interview. Det er ikke meriterende at gå på live kl. 6.06 i P1 Morgen eller bruge sin frokostpause på at forklare en kompleks, videnskabelig problemstilling for en journalist. Der er ikke noget at hente på den klassiske målestok for forskning; intet løft af h-indexet, ikke flere citationer, ikke noget karrierefremmende.
Jeg vil gerne slå et slag for, at vi hylder dem, der deler deres viden med omverdenen. Det er en måde at give tilbage til samfundet, det giver legitimitet og folkelig indsigt og opbakning.
Samtidig kan jeg godt forstå, hvis man som forsker synes, det er svært at se sit årelange, videnskabelige arbejde reduceret til en klikbar overskrift og en tekst uden mange nuancer. Det kan gøre lidt ondt at lægge navn til. Vi må nok blot sande, at et vist kontroltab er en del af gamet, når andre skal formidle ens forskning på en letforståelig måde.
Når vi som ansatte på universitetet viser åbenhed og tilgængelighed, bidrager vi til at styrke tilliden til videnskaben. Når vi er villige til at besvare spørgsmål og diskutere vores arbejde i medierne, sender vi et signal om troværdighed og integritet, og vi er med til at dæmme op for misinformation og pseudovidenskab.
Men det sker – og heldigvis sjældent – at universiteter eller forskere selv får kritik. I den situation er det aldrig rart at være i mediernes søgelys, uanset om kritikken er berettiget eller ej.
I de situationer er det godt at minde os selv og hinanden om, at journalister spørger på borgernes vegne, og at vi derfor både som universitet og enkelt-forsker gør vores bedste for at være åbne for debat.
I stedet for at følge det måske første instinkt og gå i flyverskjul kan vi bringe vores viden i spil og vise, hvorfor forskning er vigtig. Og vi har heldigvis god mulighed for at få hjælp til dette fra både ledere, kolleger og vores kommunikationsenhed.
Jeg er overbevist om, at fundamentet for et velfungerende samfund er, at vi tør stille os frem med vores viden og deltage i en demokratisk samtale, hvor vi er med til at kvalificere beslutninger, så de tages på et oplyst grundlag. Og her er forskere sammen med andre fagpersoner og folk med viden og indsigt helt centrale spillere.