Charlotte troede det var spam... men endte på scenen foran nobelpristagere

Mailen lignede spam. Afsenderfeltet sagde ganske vist noget med universitetet, men emnet var et arrangement, Charlotte Steen Duholm aldrig havde hørt om.

Mailen indeholdt en forespørgsel. Ville hun være interesseret i at blive indstillet til Lindau Nobel Laureate Meeting 2026?

”Jeg havde aldrig hørt om det før. Jeg troede først, at det bare var spam,” siger Charlotte Steen Duholm.

Det var det ikke. Henvendelsen kom fra dekanens kontor, og da hun fik undersøgt, hvad det drejede sig om, stod to ting klart.

Det var ikke for sjov. Og hun ville aldrig komme hele vejen igennem nåleøjet til det, der skulle vise sig at være et særdeles prominent selskab.

”Jeg var stolt over bare at blive prikket til fra universitetet. Det er jo helt vildt fedt, hvis nogen har lagt mærke til det, man laver. Men jeg tænkte også, at det var totalt urealistisk, at jeg skulle ende med at komme med.”

Charlotte Steen Duholm er 33 år, uddannet læge og ph.d.-studerende ved Institut for Klinisk Medicin med tilknytning til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Her forsker hun i helbredsangst hos børn og unge – angsten for at være eller blive alvorligt syg – en tilstand, der ifølge Charlotte Steen Duholm er overset i den aldersgruppe.

Snævert nåleøje

Mailen fra dekanens kontor skulle vise sig kun at være første skridt i en lang udvælgelsesproces, der bestod af fire runder. To interne runder på AU, dernæst en national udvælgelse, og til sidst skulle en komité under Lindau-mødet udvælge de forskere, der blev inviteret til konferencen.

Charlotte Steen Duholm kom hele vejen igennem. I slutningen af juni rejste hun til det 75. Lindau Nobel Laureate Meeting, hvor over 70 nobelpristagere og 600 yngre forskere fra hele verden mødtes i en uge.

Undervejs åbnede endnu en mulighed sig. Deltagerne kunne søge om at holde oplæg om deres egen forskning. Godt 400 søgte. Hun var i tvivl til det sidste.

”Min umiddelbare tanke var, at jeg ikke turde melde mig til sådan noget. Men dagen inden deadline kom jeg frem til, at nu havde jeg fået den her mulighed, og så var jeg nødt til at udnytte den. Så kunne jeg i hvert fald sige, at jeg havde forsøgt.”

Ansøgningerne kom først til afstemning blandt samtlige deltagere, og en komité traf den endelige afgørelse blandt dem, der havde fået flest stemmer. Omkring 50 blev udvalgt. Charlotte Steen Duholm var en af dem.

Køen ved indgangen

Charlotte Steen Duholm rejste alene til Tyskland og havde ikke rigtig nogen fornemmelse af, hvad hun skulle forvente.

”Jeg blev virkelig nervøs, da jeg skulle derned. Det er jo noget andet at være helt alene afsted. Og man bliver usikker på, hvad man skal sige til dem, eller hvad man skal spørge dem om.”

Køen foran indgangen var lang, og sikkerhedskontrollen tog tid. Men det var allerede i køen, at oplevelsen begyndte.

”Alle var simpelthen så imødekommende. Allerede der stod man og snakkede med alle mulige forskellige mennesker fra hele verden. Det, at vide, at vi alle var blevet udvalgt til at være med, gjorde noget særligt.”

Nervøsiteten forsvandt hurtigt. En anden følelse blev hængende længere.

”Jeg forstår stadig ikke i dag, at jeg blev udvalgt til det her. Det er virkelig      en balance – at læne sig ind i, at der faktisk var nogen, der valgte en, og som syntes, man var god nok til at komme med til sådan en begivenhed.”

Seks minutter på den store scene

Konferencen løb fra søndag til fredag, og midt på ugen stod hun selv for tur.

Først ved ankomsten fandt hun ud af, at hendes oplæg skulle holdes i den største sal med plads til tusind deltagere. Blandt publikum sad en lang række nobelprismodtagere.

Hver oplægsholder havde fået seks minutter, hvilket ikke gjorde det mindre stressende for den unge forsker.

”Gik man over tiden, blev man stoppet. Det var et ekstra lag af pres – for man vil jo også rigtig gerne have, at det går godt, når man står foran en sal fuld af sindssygt kloge og dygtige mennesker.”

Præsentationen gik heldigvis godt, og bagefter kom flere hen for at høre mere, og nogle af dem regner hun med at holde kontakten med.

Picnic med prismodtagere

Det var dog ikke fra talerstolen, de vigtigste møder opstod på konferencen.

Programmet vekslede mellem talks, paneldebatter og mere uformelle aktiviteter. Og for Charlotte Steen Duholm var det de sidste, der satte sig.

”Den bedste aften var en picnic i en af parkerne i byen, hvor byens borgere også kunne komme med. Vi kom til at sidde til bords med nogle forskellige nobelprismodtagere, og det var meget uformelt - helt stille og roligt.”

”De var helt vildt søde og nysgerrige. Vi snakkede både om vores forskning og deres, men også om alt muligt andet, og det var rart at opleve menneskene bag det utrolige arbejde, de er blevet belønnet for.”

Ved bordet talte hun med en prismodtager, der fortalte om sin egen opdagelse – og om hvor tilfældig den havde været. Konkurrerende forskningsgrupper havde arbejdet langt mere omhyggeligt med det samme problem. I hans eget laboratorium havde man gjort det mindre grundigt. Det virkede med det samme.

”Det var det, der gik igen for flere af dem. De har knoklet røven ud af bukserne, men de har godt nok også været heldige. Det sagde de næsten alle sammen.”

”Der har bare været work”

Et af de spørgsmål, der gik igen i de åbne debatter, handlede om work-life balance. Og svarene fra pristagerne var ifølge Charlotte Steen Duholm forbløffende ens.

”Mange af dem sagde, at der ikke rigtig var noget, der hed work-life balance. Det har bare været work.”

For mange unge og ambitiøse forskere kunne det måske være nedslående at høre. For Charlotte Steen Duholm var det snarere afklarende.

”For mig vægter familien højere end min forskning. Det er ikke, fordi jeg nogensinde har drømt om at vinde en nobelpris, så på den måde var det egentlig ok. Jeg brænder virkelig for min forskning, men det skal ikke være på bekostning af familien. Jeg kan jo heldigvis sagtens have en god og meningsfuld forskerkarriere uden at nå så langt.”

At toppen ikke behøver være målet, var også pointen hos en af de pristagere, Charlotte Steen Duholm havde glædet sig til at høre hjemmefra: Katalin Karikó, der modtog Nobelprisen i medicin i 2023.

”Hun havde nogle virkelig gode pointer om, at formålet ikke skal være at nå til tops. Man skal bruge sin energi på det, man selv kan ændre. Det er dig selv og den attitude, du lægger for dagen, der har betydning for din karriere.”

Et miljø uden albuer

Ud over de mere end 70 pristagere deltog 600 andre yngre forskere og en lang række alumner, der havde været med tidligere og siden havde etableret en forskerkarriere.

”Forskningsverdenen kan godt være ret hardcore og konkurrencepræget. Men her handlede det virkelig om, hvordan man kunne inspirere og hjælpe hinanden.”

Selv om Charlotte Steen Duholm blev præsenteret for forskning, der har ændret verden, så fremhæver hun noget andet som det vigtigste fra konferencen.

”Det faglige var også superfedt, men det er helt sikkert alt det andet, der har sat sig hos mig. Jeg har fået et andet syn på, hvordan en forskerkarriere kan være,” siger hun og tilføjer:

”Man behøver ikke hele tiden tænke fremad. Nogle gange kan man bare være der, hvor man er, og tænke, at det nok skal løse sig. Det var inspirerende at høre, at de (pristagerne, red.) heller ikke altid har haft en plan for alting.”

”I kan sove, når I kommer hjem”

Charlotte Steen Duholm afleverer sin ph.d.-afhandling til oktober. Herefter er fremtiden usikker, som den er for mange ph.d.-studerende, men drømmen er en delt stilling som både forsker og kliniker.

Og til den næste fra AU, der bliver nomineret til at deltage ved Lindau Laureate Meeting, har hun det råd, hun selv fik med af arrangørerne:

”De siger, når man kommer derned: I kan sove, når I kommer hjem. Og det er rigtigt. Der sker så meget, og man skal tage med til det hele. Man bliver virkelig, virkelig træt – men man tager også så ubeskriveligt meget med derfra.”

Kontakt

Læge og ph.d.-studerende Charlotte Steen Duholm
Institut for Klinisk Medicin, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Mail: au510443@clin.au.dk
Telefon: 28 70 93 12