Centeråbning: Bliv klogere på graviditet og autoimmune sygdomme
Den 7. oktober åbner forskningscentret PREG-AID officielt med et symposium om autoimmune sygdomme, behandling og graviditet. Kom med, når forskere og klinikere mødes og deler ny viden, der skal skabe tryggere forløb for både mor og barn.
Åbningssymposium for PREG-AID
- Onsdag den 7. oktober 2026 kl. 15.30-18.00
- Aarhus Universitetshospital, Forum, indgang A, ’Verdensrummet’, Auditorium A201-170
- Det faglige program starter kl. 15.30-17.00 efterfulgt af en reception
- Arrangementet foregår på engelsk
- Tilmeldingsfrist: 28. september 2026
- Se programmet og tilmeld dig åbningssymposiet på fakultetets hjemmeside
Hvad sker der, når forskere på tværs af specialer mødes om autoimmune sygdomme, medicinsk behandling og graviditet?
Det er omdrejningspunktet, når PREG-AID – Center for Prækonception og Graviditet ved Autoimmune Sygdomme inviterer til åbningssymposium den 7. oktober.
Her kan du møde forskere og klinikere fra en lang række fagområder, få indblik i aktuelle forskningsprojekter og høre om den nyeste viden på området.
Fra fertilitet til biologisk medicin
Oplæggene spænder bredt – fra fertilitet og graviditet til medicinsk behandling og barnets helbred senere i livet. Til åbningssymposiet kan du blandt andet blive klogere på forholdet mellem diabetes og graviditet, på hvordan moderens immunmedierede sygdom påvirker næste generation og på sikkerheden ved nye biologiske lægemidler.
Professor Uma Mahadevan fra University of California San Francisco giver et internationalt perspektiv på immunmedierede inflammatoriske sygdomme under graviditet og amning. Derudover præsenterer forskere fra miljøer på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Aarhus Universitetshospital fem aktuelle projekter, som viser bredden i PREG-AID’s arbejde.
Dekan Anne-Mette Hvas åbner symposiet, mens professor og viceinstitutleder Tine Brink Henriksen og klinisk lektor Mette Julsgaard, der leder PREG-AID, sætter ord på centrets ambition om at samle forskere og klinikere på tværs af sygdomme og specialer.
Se det fulde program og tilmeld dig senest den 28. september 2026.
Få øje på nye samarbejder
Forskerne på programmet repræsenterer blandt andet Aarhus Universitetshospital, Steno Diabetes Center Aarhus og Fertilitetsklinikken Horsens.
Målet med symposiet er både at præsentere aktuel forskning og at samle forskere og klinikere fra forskellige fagområder. For Mette Julsgaard, der er leder af PREG-AID, er mødet på tværs en vigtig del af centrets arbejde.
”Vi har mange stærke forskningsmiljøer med forskellige kompetencer, som kan komme hinanden til gavn. Når vi bringer dem sammen, kan der opstå nye samarbejder og ny viden, som i sidste ende kan gøre rådgivningen og behandlingen bedre for patienterne,” siger hun.
Efter oplæggene fortsætter de faglige samtaler ved en reception, hvor der er mulighed for at møde oplægsholdere og kolleger på tværs af forskningsområder.
Læs også: Center skal gøre det trygt for forældre med autoimmune sygdomme at få barn
Kontakt
Klinisk lektor Mette Julsgaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Lever-, Mave- og Tarmsygdomme
Telefon: 23 44 84 08
Mail: mjn@clin.au.dk