Center for Registerforskning flytter fra Aarhus BSS til Health
Den 1. januar 2025 flytter Center for Registerforskning organisatorisk fra Aarhus BSS til Health med en placering på Institut for Folkesundhed.
Fakta om overflytningen af Center for Registerforskning
- Center for Registerforskning flytter organisatorisk fra Aarhus BSS til Health pr. 1. januar 2025 og bliver en del af Institut for Folkesundhed.
- Fysisk sker flytningen af centret først efter sommeren 2025 og inden udgangen af 2025, hvor Center for Registerforskning skal fraflytte lokalerne på Fuglesangs Allé.
- Der bliver nedsat flere arbejdsgrupper, som skal sikre en god, åben og inddragende proces.
- De videnskabelige medarbejdere i centret dækker et bredt felt af forskningsekspertise fra medicin og statistik til farmakologi, sociologi og psykologi.
I løbet af 2025 rykker Center for Registerforsknings medarbejdere ud af bygningen på Fuglesangs Allé og flytter til Institut for Folkesundhed. Her får cirka 45 af medarbejderne fremover fast kontorplads, mens de øvrige cirka 15 medarbejdere har en løsere tilknytning og oftest vil opholde sig dér, hvor de har deres hovedansættelse, fx på et andet universitet i Danmark eller udlandet.
Overflytningen af centret er resultatet af et ønske om øget samarbejde med Healths sundhedsvidenskabelige og nærtbeslægtede fagmiljøer, og Health-dekan Anne-Mette Hvas er glad for, at det nu er lykkedes at få en aftale i stand, som begge fakulteter er tilfredse med.
Der er et stort fagligt potentiale
”Vi har på Health store forventninger til det fremtidige forskningssamarbejde – både mellem centrets medarbejdere og medarbejderne på Institut for Folkesundhed og mellem centrets medarbejdere og medarbejderne på resten af fakultetet. Fagligt er der et stort potentiale til at udvikle stærk, interdisciplinær forskning,” siger hun.
Dekanerne for henholdsvis Health og Aarhus BSS har gennem årene været i dialog om muligheden for at flytte Center for Registerforskning til Health. Og nu er det hele faldet på plads og beslutningen truffet.
Også Thomas Pallesen, dekan på Aarhus BSS, er tilfreds med aftalen om at overflytte centret i det nye år.
”Vi er glade for at have centret på Aarhus BSS, men jeg er ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning, vi har truffet – en beslutning, som på bedst mulig vis støtter og videreudvikler centerets nationale og internationale forskningsprofil. Og flytningen skal heller ikke være til hinder for, at det tværfaglige samarbejde med forskere på Aarhus BSS kan fortsætte og videreudvikles,” siger han.
Vi har ikke travlt i den forestående proces
Forslaget om flytning af Center for Registerforskning blev positivt modtaget af medlemmerne i samarbejdsorganisationen på begge fakulteter, og medlemmerne i udvalgene gav konkrete og relevante input til at gennemføre den kommende proces bedst muligt – med medarbejdernes behov og tarv for øje.
”Jeg er taknemmelig for den positive indstilling, forslaget blev mødt med undervejs i processen. Ingen har sat spørgsmålstegn ved vores begrundelse for at flytte centret. Og vi har fået mange gode råd og opmærksomhedspunkter med på vejen til den proces, der nu går i gang, og som vi heldigvis ikke har travlt med. Vi kan tage ét skridt ad gangen, før vi beslutter, hvordan og hvornår vi fysisk flytter sammen,” siger dekan Anne-Mette Hvas.
Kontakt
Dekan Anne-Mette Hvas
Aarhus Universitet, Health
Mail: dean.health@au.dk
Dekan Thomas Pallesen
Aarhus Universitet, Aarhus BSS
Mail: pallesen@au.dk