En quête d'inspiration: Circle U-tur til Paris gav nye perspektiver på idrætsuddannelsen

Kandidatreform, lavere dimensionering og nu på tærsklen til en ny studieordning. Idrætsuddannelsen på Health er under omstrukturering. Derfor tog en gruppe medarbejdere på Circle U-studietur til Paris. De fik både ny inspiration, styrket fagligt fællesskab og mulighed for et parisisk/dansk samarbejde med hjem.

Kristian Raun Thomsen, Simon Lønbro, Anders Schmidt Vinther, Bjarke Andreasen, Malene Kjær og Sessel Elmstrøm fra idrætsuddannelsen tog på Circle U.-inspirationstur til Paris. Foto: Simon Lønbro

Nytænkning af uddannelser kræver både indsigt og udsyn – og her kan et blik ud i verden give værdifuld inspiration.

På idrætsvidenskab står de foran en ny studieordning, derfor har studielektor Simon Lønbro sammen med fem kolleger fra idrætsvidenskab været på inspirationstur til Paris Cité, hvor omkring 1000 studerende læser idrætsvidenskab.

”Vores arbejdsgruppe er blevet større, og samtidig er vi aktivt i gang med at gentænke, hvordan vi bedst driver idrætsvidenskab her på AU. Så det var et oplagt tidspunkt at besøge nogle af vores samarbejdspartnere i Circle U-regi for inspiration og sparring på uddannelsen,” fortæller han.

Valget faldt på Paris Cité, fordi fokus - ligesom i Aarhus - er på både idrætspraksis og -teori. Men der er alligevel store forskelle, fortæller Simon Lønbro:

”Det var interessant at opleve, at deres praksisundervisning er møntet på at gøre den enkelte studerende bedre til en specifik idrætsgren. Vi arbejder meget mere med didaktik, og hvordan vores studerende aktivt kan formidle deres viden i deres kommende arbejdsliv.”

Men selvom forskellene var store, fik gruppen meget ud af besøget, - ikke mindst en vished om, at idrætsuddannelsen herhjemme er på rette spor, siger Simon Lønbro.

”Først og fremmest lærte vi, at det, vi gør i forvejen, måske ikke er helt dumt. Vores balance mellem teori og praksis er velovervejet og skaber nogle kandidater, som er bedre rustet til det aftagermarked, vi har herhjemme. Men samtidig blev vi også inspireret til nye måder at inddrage samfundet omkring os i uddannelsesaktiviteter, og det glæder vi os til at arbejde videre med.”

Selvom ”ude er godt, men hjemme bedst” var en del af læringen på turen, så fik holdet nye meget ud turen – og nye muligheder for samarbejder med hjem.

”Vi havde nogle inspirerende snakke med deres internationale koordinator. De har allerede en del gode samarbejder i Europa og i Canada, og de var meget interesserede i at få opbygget et formelt samarbejde med os, og fordi vi allerede har nogle kurser på engelsk, er det oplagt at arbejde på at få nogle af de franske studerende op til os på udveksling til en begyndelse.”

Stor anbefaling: Tag på Circle U-inspiration

Skulle der være andre på fakultetet, som kunne have lyst til at besøge et af de ni universiteter i Circle U-alliancen, så er det bare med at kaste sig ud i det, siger Simon Lønbro:

”Det var relativt nemt at søge om at komme ud og få økonomisk støtte til at rejse for, og det har givet vores gruppe både stof til eftertanke og et stærkere socialt sammenhold, fordi vi også fik mulighed for at være sammen på en anden måde, end vi ellers har i en travl hverdag.”

Fakta om Circle U

Circle U. er en europæisk universitetsalliance mellem ni stærke partneruniversiteter. Alliancen arbejder for at gøre internationalisering nemmere og skabe nye forbindelser mellem forskning, uddannelse og innovation. Circle U. udspringer af EU's European Universities Initiative.

Circle U-partnerne er:

  • Aarhus Universitet
  • Univerzitet u Beogradu
  • Humboldt-Universität zu Berlin
  • King's College London
  • UCLouvain
  • Universitetet i Oslo
  • Université Paris Cité
  • Università di Pisa
  • Universität Wien

Læs mere om AU og Circle U.

Læs mere om Circle U.

Søg støtte til et besøg hos en Circle U partner.

Kontakt

Studielektor, Simon Lønbro
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed, Idrætsvidenskab
Telefon: +4521600410
Mail: loenbro@ph.au.dk