AU Life Science Hub er nu officielt i luften

Der er state-of-the-art laboratorier, kontorpladser, adgang til core-faciliteter og mulighed for erhvervsrådgivning gennem The Kitchen. Universitetets nye Life Science Hub, som skal hjælpe virksomheder fra ide til realisering, er nu officielt åbnet. Se alle billederne fra åbningen her.

Rektor Brian Bech Nielsen svang guldsaksen og åbnede dermed officielt dørene til AU Life Science Hub. Foto: Liv Rohde, AU Foto

Måske er det ikke lige til at se det, når man suser forbi på Nørrebrogade eller Ringgaden. Men bag murene på Aarhus Universitet sker nogle af de mest banebrydende og innovative forskningsgennembud inden for life science. En stor del af den forskning og de gennembrud forbliver dog bag murene, fordi startupfasen for netop life science-virksomheder er både dyr, langsommelig og svær.

Ambitionen med AU Life Science Hub er at gøre vejen fra viden til virksomhed kortere og lettere for forskerne på Aarhus Universitet. Onsdag d. 18. december blev hubben indviet, da rektor Brian Bech Nielsen greb guldsaksen, klippede det blå bånd og dermed officielt åbnede dørene for nystartede og spirende virksomheder.

I AU Life Science Hub får de adgang til 600 m2 med bl.a. kontorer og seks laboratorier samt adgang til elektronik- og mekanikerværksted, core-faciliteter og støtte til forretningsudvikling. Det hele er samlet på Institut for Molekylærbiologi og Genetik, midt i universitetsbyen – en placering som sikrer kort vej til fagmiljøer og fagfæller.

”Der er et kæmpe potentiale”

At der på Aarhus Universitet sker forskning i verdensklasse, vidner publiceringer i de store, internationale videnskabelige tidsskrifter om. Og det er vigtigt, at vi bliver bedre til at få den forskning længere ud i verden, sagde dekan Anne-Mette Hvas i sin tale til åbningen:

”Vores forskning kan og skal også bidrage til mere vækst, velfærd og udvikling. Åbningen af hubben er et visionært, generøst og vigtigt skridt mod at skabe rammerne, så vores forskere i højere grad kan omsætte forskning til fx nye lægemidler og bedre sundhedsløsninger.”

Anne-Mette Hvas understregede også, at AU Life Science Hub skal favne mere end sundhedsforskning, ligesom hun lagde vægt på, at hubben er realiseret på baggrund af et stærkt samarbejde på tværs af universitetet, blandt andet med universitetsledelsen, Natural Sciences og Erhverv og Innovation.

Blandt åbningsdagens talere var også erhvervsdirektør ved netop Erhverv og Innovation, Lone Ryg Olsen, som i sin tale understregede, at ”når man kan, så skal man.”

”Innovation er noget nyt, som skaber værdi. Og det er vi gode til på Aarhus Universitet. Derfor er vi også forpligtede til at støtte op om den styrkeposition og hjælpe vores iværksættere til at realisere og udbygge værdien af deres viden og virksomheder.”

Og der nok mulige indflyttere ude i forskningsmiljøerne, understregede fhv. institutleder på Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Erik Østergaard Jensen, som skal lede driften af hubben:

”Der er et kæmpe potentiale af mulige iværksættere, men der kan være meget langt fra ide til proof-of-concept inden for life science. I AU? Life Science Hubben stiller vi avanceret udstyr til rådighed, der er laboratorier, og så er det nemt og transparent. Alle har mulighed for at få adgang, og det er nemt at gennemskue, hvad man får for betalingen.”

De første virksomheder er så småt flyttet ind i AU Life Science Hub, men der er plads til flere. Få mere information eller en rundvisning ved at kontakte specialkonsulent ved Erhverv og Innovation, Jesper Friis Mortensen.

Åbningen af AU Life Science Hub blev fejret med taler og rundvisning

Hvad tilbyder AU Life Science Hub?

  • Moderne faciliteter:
    600 m² nyistandsatte kontorer og laboratorier placeret ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik. 
  • Avancerede laboratorier: 
    Seks laboratorier herunder tre cellelaboratorier og et apparaturrum.
  • Adgang til specialiseret udstyr og faciliteter:
    Forskere får bl.a. adgang til elektronik- og mekanikværksted, musefaciliteter, core-faciliteter ved instituttet og in-house flydende kvælstof.
  • Kontorområde:
    Moderne kontorer inklusiv teknisk og administrativ support til medarbejdere. 
  • Tæt samarbejde:
    Beliggenhed tæt på fakulteternes fagmiljøer og på The Kitchen, som tilbyder hjælp til forretningsudvikling inden for bl.a. kommercialisering og Intellectual Property. 

Kontakt

Specialkonsulent Jesper Friis Mortensen
Aarhus Universitet, Erhverv og Innovation
Telefon: 23 23 41 45
Mail: jfm@au.dk