Vigtigt nyt for tusindvis af patienter med forstadier til tyk- og endetarmskræft

Patienter med forstadier til tyk- og endetarmskræft kan vente fem år på en kontrolkoloskopi frem for de nuværende tre år. Det viser de første resultater fra EPoS-studiet, som netop er publiceret i New England Journal of Medicine.

European Polyp Surveillance (EPoS) trial er verdens største randomiserede kliniske forsøg om opfølgning efter fjernelse af forstadier til tyk- og endetarmskræft. 

Studiet omfatter knap 21.000 patienter i otte europæiske lande og undersøger, hvor ofte patienter, der har fået fjernet polypper i tyk og endetarmen – altså forstadier til kræft – bør tilbydes kontrolkoloskopi.

Forskerne har blandt andet undersøgt, om kontrolkoloskopier for patienter med høj-risiko polypper kan udskydes fra det nuværende interval på tre år til fem år.

Godt nyt for patienter og sundhedsvæsen

De første resultater fra EPoS-studiet viser:

  • Risikoen for tyk- og endetarmskræft blandt patienter med såkaldt højrisiko-polypper er lavere end tidligere antaget: 99 % af patienterne udviklede ikke tyk- og endetarmskræft inden for de første fem år efter polypfjernelse.
  • Kontrolkoloskopi kan for denne patientgruppe udskydes fra de nuværende tre år til fem år uden at øge risikoen for kræft i tyk- og endetarm.

Færre kontrolkoloskopier kan mindske unødig belastning og ubehag for patienterne og samtidig frigøre betydelige ressourcer i et presset sundhedsvæsen.

Knap 2.000 patienter inkluderet i Danmark

Danmark har bidraget med inklusion af knap 2.000 patienter, som alle er inkluderet på fire af regionshospitalerne i Region Midtjylland: Regionshospitalet Randers, Regionshospitalet Gødstrup, Regionshospitalet Horsens og Hospitalsenhed Midt.

National PI i Danmark, lektor og overlæge Rune Erichsen, fortæller: 

Personalet på de endoskopiske klinikker har ydet en kæmpe indsats for at inkludere patienter i projektet. Med støtte fra Kræftens Bekæmpelse til inklusionsfasen har det været muligt at dedikere dygtige sygeplejersker til projektet. Dertil kommer, at patienterne i regionen har bakket flot op om projektet.

Alt dette er forudsætningen for, at vi nu formentlig kan ændre praksis til gavn for både patienter og sundhedsvæsen.”

Screening forebygger tarmkræft

Hvert år får omkring 1,9 millioner mennesker på verdensplan konstateret kræft i tyk- og endetarmen. Ca. 4.500 danskere rammes årligt af sygdommen. 

Mange lande har indført screeningsprogrammer med det formål at opdage tarmkræft tidligt og dermed forebygge, at sygdommen udvikler sig. Danmark indførte national screening for tarmkræft i 2014. 

I takt med at screening er blevet mere udbredt, får et stigende antal mennesker konstateret polypper i tyk- og endetarmen. Nogle polypper kan over tid udvikle sig til kræft, hvis de ikke bliver fjernet.

Efter fjernelse af polypper ved en koloskopi vurderes nogle patienter at have øget risiko for at udvikle nye polypper eller kræft i tyk- og endetarmen. 

De nuværende retningslinjer anbefaler derfor regelmæssige kontrolkoloskopier, og netop intervallet mellem disse kontrolundersøgelser er omdrejningspunktet for EPoS-studiet. 

Bag om forskningsresultatet

Studietype: Tre kliniske forsøg. Knap 21.000 patienter inkluderet i otte europæiske lande, heraf ca. 2.000 patienter i Danmark.

Samarbejdspartnere: Patienter er inkluderet på 52 hospitaler i otte europæiske lande; Spanien, Norge, Polen, Danmark, Holland, Sverige, Østrig og Portugal. Den internationale projektledelse udgøres af professor Rodrigo Jover (Universidad de Alicante, Spanien), professor Michael Bretthauer (Universitet i Oslo, Norge) og professor Evelin Dekker (Amsterdam University Medical Center, Holland).

Eventuel interessekonflikt: Ingen

Ekstern finansiering: Inklusionsfasen i Danmark er støttet af Kræftens Bekæmpelse.

Link til videnskabelig artikel: Colonoscopy Intervals and Colorectal Cancer Incidence after Adenoma Removal

Kontakt

Lektor, overlæge Rune Erichsen
Universitetsklinik for Koloproktologi og Endoskopi, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Kirurgisk Afdeling, Regionshospitalet Randers
Mail: re@clin.au.dk