Vi skal forme fremtidens medicinuddannelse

Janne Lebeck er netop tiltrådt som studieleder på medicin. Hun ser frem til at understøtte det gode medicinstudie, blandt andet med fokus på kommunikation og finpudsning af den nye studieordning

Janne Lebeck tiltrådte som studieleder på medicin 1. februar. Hun ser frem til at finpudse den nye studieordning og facilitere det gode medicinstudie. Foto: Ida Marie Jensen Foto: Ida Marie Jensen

Med en baggrund som forsker og lektor ved Institut for Biomedicin træder Janne Lebeck første februar ind i rollen som studieleder på medicin. Som studieleder skal hun hjælpe med at drive og udvikle medicinuddannelsen, så de studerende opnår de faglige kompetencer, fremtidens læger skal bruge. En stor opgave, hvor hun vil have fokus på det gode samarbejde, siger hun:

”Jeg skal samle trådene og facilitere de gode ideer og forslag der kommer ind fra både undervisere, ledelse og studerende. Jeg ser rollen som studieleder som en samlende funktion, hvor vi fælles arbejder for at tilbyde den bedst mulige medicinuddannelse på Aarhus Universitet.”

Fremtidens læger

Først og fremmest skal fokus være på at give de studerende den bedst mulige uddannelse, men det er en opgave, der hele tiden er i udvikling, siger Janne Lebeck. 

”Vi skal uddanne fremtidens læger. Det vil sige, vi hele tiden skal have øje for, om der er områder, hvor vi skal sætte mere ind på studiet. Det kan for eksempel være et større fokus på forebyggelse af sygdomme, bedre digitale kundskaber og kundskaber, der understøtter et stærkt samarbejde på tværs af sundhedssektoren, så patienterne bliver fulgt til dørs også efter de er udskrevet fra hospitalet, eller trådt ud ad døren på lægepraksissen” fortæller hun.

Ny studieordning på plads

I 2020/21 blev en ny studieordning indført på medicinuddannelsen, og med den er fundamentet lagt for en stor del af arbejdet som studieleder, siger Janne Lebeck.

”Der ligger et kæmpe grundarbejde bag den nye studieordning og i den kommende tid vil jeg sammen med studienævnet have fokus på arbejdet med at finpudse og implementere, så vi tilbyder den uddannelse, der var hensigten med studieordningen. Det er et spændende stykke arbejde, som jeg glæder mig meget til,” siger hun.

Som et fokuspunkt peger hun blandt på sammenhængen mellem bacheloruddannelsen og kandidaten.

”Bacheloren og kandidaten ligger på to forskellige institutter, og en af de ting jeg gerne vil se på, er om vi kan gøre sammenhængskraften mellem bachelor og kandidaten endnu bedre. Er der en måde vi kan facilitere samarbejdet bedre? siger Janne Lebeck.

Det store maskinrum

I alt har medicinstudiet 12 semestre fordelt over bacheloren og kandidaten med mange undervisere, koordinatorer, kursusledere og flere hundrede studerende i sving. Og for Janne Lebeck er opgaven i første omgang at komme godt ind i maskinrummet.

”Det er meget vigtigt for mig at komme ind og forstå alle arbejdsgangene. Medicinstudiet er et kæmpe apparat, og der er mange facetter jeg skal have styr på. Min baggrund er fra Institut for Biomedicin, så jeg skal også lære mere om, hvordan Klinisk Institut fungerer og samarbejder med de studerende,” siger hun.

Og når maskineriet skal køre bedst muligt, kræver det overblik og klar kommunikation, så alle arbejder i samme retning, siger Janne Lebeck.

”Kommunikationen er et område jeg også glæder mig til at arbejde med. Generelt synes jeg faktisk, Health har en rigtig god kommunikation på studierne. Men jeg vil gerne se, om der er områder, hvor vi kan løfte kommunikationen endnu mere. Kan vi for eksempel blive bedre til at kommunikere om ændringer eller beslutninger, så det skaber en bedre forståelse for baggrunden blandt de studerende?”

Janne Lebeck tiltræder også som formand for studienævnet, hvor også studerende er repræsenteret. Og hun ser frem til at lære mere om de studerendes tanker om medicinstudiet:

”De har mange gode ideer og tanker. Det er selvfølgeligt ikke alt der kan løftes, og det bliver også en del af mit job at vurdere, hvilke ideer vi kan og skal gå videre med.”

Fakta om Janne Lebeck

  • Lektor på Biomedicin siden 2016
  • Underviser i faget Funktionel anatomi og histologi (2. semester bachelordelen)
  • Forskningsområder: Aquaglyceroporiner (membrantransportproteiner) og deres rolle i udviklingen af fedme og type-2-diabetes og kønsforskelle i kroppens energiomsætning
  • 2016-2020: Kursusleder for faget makroskopisk anatomi på medicinstudiet

Kontakt:

Lektor Janne Lebeck
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: +4587167651
Mail: jl@biomed.au.dk