Vellykket eksamensafvikling trods corona

Januars eksamener med fysisk fremmøde er afviklet uden større problemer trods corona og protester fra mange studerende. De veloverståede eksamener glæder prodekan for uddannelse, Lise Wogensen Bach.

Januars eksamener med fysisk fremmøde er afviklet uden større problemer. Det glæder prodekan for uddannelse, Lise Wogensen Bach. Foto: Simon Fischel

To meters afstand mellem stolene, sprit på bordene, krav om coronapas og mundbind for studerende og eksamensvagter. For at undgå smittespredning blev der taget ekstra forholdsregler ved januars eksamener med fysisk fremmøde. Og noget tyder på, at forholdsreglerne har virket, for alle eksamener er afviklet uden påviselig smittespredning, fortæller prodekan for uddannelse, Lise Wogensen Bach:

”Vi flyttede størstedelen af eksamenerne online, men nogle eksamener, som for eksempel eksamener med praktisk eller klinisk indhold og skriftlige prøver uden hjælpemidler, er det fagligt set ikke hensigtsmæssigt at omlægge. Derfor skulle vi vælge mellem fundamentalt at ændre de studerendes eksamen - eller sørge for at de studerende kunne få deres eksamen under sikre forhold. Og det er jeg glad for, at vi kom i mål med.”

Beslutningen om at afvikle eksamener med fysisk fremmøde blev mødt af protester fra mange studerende, og Lise Wogensen Bach forstår godt de studerendes bekymring inden eksamen.

”Jeg kan godt forstå, at det på papiret kan virke tosset at sætte mange studerende sammen. Men vi afviklede eksamenerne spredt over flere lokaler, der var så vidt muligt to meter mellem hver studerende og krav om mundbind, når de ikke sad ned. Dertil var der god udsugning og flere andre forholdsregler. Det er min klare fornemmelse, at når først de studerende mødte op og oplevede forholdsreglerne, forløb eksamen stille og roligt og vigtigst af alt; uden væsentlig smittespredning.”

En samlet indsats

At eksamenerne har kunnet afvikles forsvarligt, skyldes blandt andet en stor indsats og koordinering i studieadministrationen, siger Lise Wogensen Bach:

”Det er en stor opgave at få så mange studerende sikkert til eksamen. Ikke mindst i en situation, hvor retningslinjerne fra myndighederne løbende ændrer sig. Studieadministrationen har skullet fordele de studerende over flere lokaler, sikre krav om coronapas og sørge for, at alle forholdsregler blev fulgt. Det har de virkelig klaret formidabelt.”

Også de frivillige eksamensvagter får stor ros fra prodekanen.

”Repræsentanter fra ledelsen var flere gange forbi eksamenslokalerne, og de frivillige eksamensvagter sørgede for god ro og orden. De var gode til at minde de studerende om at holde afstand – både inden og efter eksamen, og de har haft helt styr på brug af mundbind, handsker og sprit. De har så afgjort også spillet en stor rolle i at vi kunne afvikle eksamen under forsvarlige forhold.”

Sidst, men ikke mindst, skal de studerendehave ros for at følge alle retningslinjerne, siger Lise Wogensen Bach. studerende De fysiske eksamener har dog haft en pris; foreløbige tal viser, at 3 % af de studerende er udeblevet fra eksamen, mod et normalt gennemsnit på 1.9 %, og fremover vil de studerende i højere grad blive involveret.  

”Vi vil nu danne et studenterforum på tværs af uddannelserne. Et forum vi løbende kan være i dialog med også under akutte situationer. En anden ting, vi skal forbedre, er vores kommunikation, så vi undgår misforståelser,” slutter Lise Wogensen Bach

FAKTA

27 eksamener blev afholdt med fysisk fremmøde
132 eksamener blev afholdt i et online format 
Cirka 3 % af de studerende er udeblevet fra eksamen. Ved vintereksamen ligger udeblivelsesprocenten normalt på 1,9 %  

KONTAKT

Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach
Tlf.: +45 8715 2012
E-mail: lwb@au.dk