Uddannelsesledelse – for medarbejdere med særligt ansvar for at koordinere og udvikle uddannelse og undervisning

Dette kursus retter fokus mod professorer og lektorer, der er udpegede til at have et særligt ansvar for at koordinere og udvikle uddannelse og undervisning for eksempel som kursusansvarlig, programkoordinator eller uddannelsesansvarlig.

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Torsdag 20. februar 2025,  kl. 09:00 - 16:00

Sted

Bygning 1910, lokale 228

Arrangør

Centre for Educational Development

Kurset henvender sig således til de videnskabelige medarbejdere, der udover deres egen undervisning og forskning også har et særligt organisatorisk ansvar for at koordinere og udvikle uddannelse/undervisning - en rolle som bliver varetaget uden formelt ledelsesansvar.  

Det overordnede formål med kurset er at bidrage med viden om dobbeltrollens særlige funktion og organisatoriske placering samt udvikling af egen rolle med fokus på forskellige aspekter af kollegiale samarbejder om fx kursusevaluering.

Kurset er tilrettelagt, så det afspejler Det kollegiale handlingsrum svarende til niveau 3 i danske universiteters fælles rammeværk for meritering af universitetspædagogiske kompetencer.

Yderligere information her: Dansk ramme for meritering af universitetspædagogiske kompetencer

Læringsmål

Efter kurset kan deltagerne 

  • Analysere og vurdere rollens særlige organisatoriske placering og funktion med afsæt i forskning om uddannelsesledelse 
  • Omsætte og bruge viden til håndtering af egen rolle i lokale kontekster
  • Involvere organisationen i forventningsafstemning om rollens funktioner
  • Håndtere kollegiale samarbejder om eksempelvis kursusudvikling

Indhold

Kurset beskæftiger sig med uddannelsesledelse og adresserer dilemmaer, forskellige forventninger samt muligheder i praksis for uddannelses-/undervisningsansvarlige uden formelt ledelsesansvar.

Kurset vil bibringe deltagerne viden om rollens særlige organisatoriske placering, rolle og funktion. Kurset vil desuden være rettet mod anvendelsesorienteret udvikling af egen rolle inden for uddannelsesledelse med forskellige perspektiver inden for facilitering af kollegiale samarbejder.

Datoer

  • Kursusdag 1: Torsdag d. 20. februar 2025 kl. 9.00-16.00
    Bygning 1910, lokale 228

  • Kursusdag 2: Torsdag d. 20. marts 2025 kl. 9.00-12.00
    Bygning 1910, lokale 228

  • Kursusdag 3: Torsdag d. 8. maj 2025 kl. 9.00-12.00
    Bygning 1910, lokale 228

Forudsætninger for deltagelse

Deltagerne må gerne have orienteret sig i organisatoriske dokumenter vedrørende deres rolle, eksempelvis funktionsbeskrivelser, og læst Dansk ramme for meritering af universitetspædagogiske kompetencer.

Deltagerne er undervisere på Aarhus Universitet, der er udpegede til at have et særligt ansvar for at koordinere og udvikle uddannelse og undervisning eksempelvis inden for faglig koordinering af uddannelse, kvalitetssikring, vejledning af yngre kolleger, kollegial supervision eller sparring med kolleger om udvikling af undervisning, vejledning og eksamener.

Info

  • Målgruppe: Senior VIP
  • Sprog: Forår 2025-kurset er på engelsk
  • Varighed: 13 kursustimer + ca. 20 timers forberedelse  
  • Format: 3 kursusgange med fysisk fremmøde + forberedelse 
  • Antal deltagere: Min. 8, maks. 12
  • Vær opmærksom på: Dagene vil blive evalueret med henblik på at udvikle og forbedre kommende kurser