Tre Health-forskere får millionbevillinger fra Novo Nordisk Fonden

Anne Skakkebæk, Astrid Juhl Terkelsen og Mette Julsgaard, alle fra Institut for Klinisk Medicin og Aarhus Universitetshospital, får hver knap ti millioner kroner fra Novo Nordisk Fondens forskningslederprogram.

Novo Nordisk Fonden uddeler i alt 37 bevillinger på op til 10 mio. kr.
Novo Nordisk Fonden uddeler i alt 37 bevillinger på op til 10 mio. kr.

Tre forskere fra Health er blandt bevillingsmodtagerne i Novo Nordisk Fondens forskningslederprogram, som støtter fremragende forskning og udvikling af forskningsledere på forskellige karrieretrin.

Klinisk lektor og læge Anne Skakkebæk modtager 9.953.176 kr. i en Ascending Investigator-bevilling. Hun søger en forståelse af de genetiske faktorer og mekanismer, der ligger til grund for bl.a. Turner syndrom og Klinefelter syndrom. Og hun undersøger fx, hvordan disse syndromer fører til øget sygdomsbyrde gennem hele livet, bl.a. i form af medfødte misdannelser, infertilitet, diabetes, hjerte-kar-sygdomme og psykiatriske sygdomme. 

Klinisk lektor og overlæge Astrid Juhl Terkelsen får en Ascending Investigator-bevilling på 9.980.164 kr. Hendes forskning undersøger de tidlige stadier af Parkinsons sygdom med fokus på opbygning af et protein i det perifere nervesystem. Ved at screene potentielle Parkinsons-patienter sigter Astrid Juhl Therkelsen mod at tilbyde tidligere, sygdomsmodificerende behandlinger, imens opbygningen af en biobank står på. Målet med biobanken er at studere risikofaktorer og potentielt forbedre både diagnosticering og forebyggelse af sygdommen.

Læge og forsker Mette Julsgaard modtager 9.996.490 kr. i en Emerging Investigator-bevilling, så hun kan etablere sin egen forskningsgruppe. Hun undersøger effekterne af inflammatorisk tarmsygdom (IBD) og dens behandling. Især brugen af immundæmpende lægemidler og deres indvirkning på fostres udvikling optager Mette Juulsgaard. Hendes forskning sigter mod at forbedre plejen for kvinder med IBD og andre autoimmune lidelser og på at etablere evidensbaserede behandlingsplaner for gravide IBD-patienter i Danmark.

Omtalen er baseret på pressemateriale fra Novo Nordisk Fonden.