Studie: Billig armslynge er lige så effektiv som skulderoperation

Mange patienter bliver i dag opereret for brud på den øvre del af overarmsknoglen, men en armslynge giver ifølge nyt studie lige så gode resultater som en dyr operation, der ovenikøbet er forbundet med flere komplikationer.

Resultatet af stort nordisk studie bør være anledning til at reevaluere brugen af kirurgi som behandling mod proksimal humerus fraktur, mener professor Inger Mechlenburg. Foto: AU Health

Et omfattende og internationalt studie kaster nu nyt lys over behandlingen af komplicerede skulderbrud, der især rammer den ældre del af befolkningen.

Studiet, der er offentliggjort i tidsskriftet PLOS Medicine, viser, at en simpel armslynge er lige så effektiv som en skulderoperation med skinne eller skulderprotese – en konklusion, der udfordrer den nuværende kirurgiske praksis og fremhæver potentialet i en mere omkostningseffektiv og sikker behandlingsform for patienter med skulderbrud.

”I vores studie var der ingen fordel ved operativ behandling i forhold til ikke-operativ behandling af forskudte skulderbrud hos patienter på 60 år eller derover. Desuden observerede vi flere komplikationer i forbindelse med de operative behandlinger - især med skinne - hvor næsten halvdelen af patienterne oplevede komplikationer,” forklarer Inger Mechlenburg, professor i ortopædisk rehabilitering ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.

Fulgte 160 patienter i to år

Studiet, der er gennemført af det nordiske forskningskonsortium NITEP, involverede 160 patienter, med forskudte brud på den øvre del af overarmsknoglen.

Patienterne blev tilfældigt udvalgt til enten ikke-operativ behandling eller en af to operative behandlinger med indoperation af henholdsvis skinne eller skulderprotese.

Over en periode på to år blev patienternes fremskridt fulgt af forskerne, og eventuelle komplikationer blev også registreret.

Patienterne rapporterede i studiet at have samme niveau af smerte og funktion, uanset hvilken behandling de havde modtaget.

Fraråder operation som standard-behandling

Forskudte brud på den øvre del af overarmsknoglen – proksimal humerus fraktur – er blandt de mest almindelige brud blandt ældre, og risikoen for at blive ramt stiger med alderen.

En ikke-operativ behandling omfatter brug af en slynge til aflastning af armen og genoptræning, hvilket har været bredt accepteret som behandling mod denne type brud, men operativt indgreb har også været hyppigt anvendt.

Både patienter og klinikere bør være forbeholdne overfor et operativt indgreb, mener Inger Mechlenburg.

”Langt de fleste får lige så gode resultater med armen i slynge som ved at få indsat en skulderprotese, og klinikere bør tilbyde ikke-operativ behandling som standard-procedure, og operation med skinne og skruer bør man helt undgå, da det er forbundet med mange komplikationer,” siger hun.

Markant billigere

Ikke-operativ behandling vil ikke blot være den rette og mest nænsomme behandling for patienter over 60 år, der har pådraget sig denne type brud, men det er også en markant billigere behandling end operation. En skulderproteseoperation koster således omkring 55.000 kroner, mens en armslynge koster i omegnen af 200 kroner.

I Danmark pådrager mellem 1500 og 2000 personer over 60 år hvert år 3- eller 4-parts proksimal humerus fraktur. Forekomsten stiger med alderen og er højest hos kvinder.

”Vi skal sikre, at ældre med denne type skulderbrud tilbydes den bedste behandling. Vi skal undgå overbehandling, og resultaterne fra dette studie peger på et område, hvor sundhedsvæsenet med fordel kan prioritere den ikke-operative og billigere behandling,” siger Inger Mechlenburg.

Udfordrer kultur

Cheflæge ved Ortopædkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital Sten Larsen kalder studiets resultater og konklusioner opsigtsvækkende.

De rejser vigtige spørgsmål og understreger behovet for kontinuerlig forskning og kritisk evaluering af etablerede behandlingsmetoder.

”Vi har brug for denne type studier, der tør udfordre den igennem mange år udviklede kultur, hvor vi har indført ikke-dokumenterede behandlinger. Studiet er et perfekt redskab i forhold til at give vores patienter den mest optimale behandling.” siger han og fortsætter:

”Jeg håber, at dette kan give anledning til at fortsætte den nødvendige diskussion om, hvad vi påfører patienter, når vi giver dem en kirurgisk behandling, der ikke udløser et bedre resultat end ingen kirurgisk behandling.”


Bag om forskningsresultatet:

Studietype: Multicenter randomiseret forsøg. Hovedformålet var at vurdere resultaterne af ikke-operativ behandling og operativ behandling enten med skinne (låseplade) eller halvprotese (skulderalloplastik) for 3- og 4-parts proksimale humerus frakturer.

Samarbejdspartnere: Studiet er en del af Nordic Innovative Trial to Evaluate Osteoporotic Fractures (NITEP), der involverer patientdeltagelse fra følgende hospitaler: Tampere Universitetshospital, Finland Centralsygehus, Karolinska Universitetshospital, Uppsala Universitetshospital, Nordestlands Sygehus, Tartu Universitetshospital og Regionshospitalet Viborg. Studiet har været under ledelse af lektor og overlæge Antti Launonen fra Tampere Universitetshospital i Finland.

Finansiering: Studiet er støttet af Finlands akademi, (Terveyden tutkimuksen toimikunta).

Eventuelle interessekonflikter: Ingen

Link til videnskabelig artikel: https://journals.plos.org/plosmedicine/article?id=10.1371/journal.pmed.1004308


Kontakt:

Professor, ph.d., dr.med. Inger Mechlenburg
Ortopædkirurgisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital
Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Telefon: 21679062
Mail: inger.mechlenburg@clin.au.dk

 

Cheflæge Sten Larsen
Ortopædkirurgisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital
Telefon: 21157230
Mail: stenlars@rm.dk