Stor millionbevilling: Musik som nøgle til hjernens kreativitet
To danske fonde donerer i alt 20 millioner kroner til Center for Music in the Brain (MIB) ved Aarhus Universitet. Lundbeckfonden og Salling Fondene har hver doneret 10 mio. kroner til centret over en treårig periode.

“Det giver god mening, at netop disse to fonde støtter forskning i musik og hjernen – Lundbeckfonden, som støtter hjerneforskning, og Salling Fondene, der har et bredere samfundsmæssigt formål,” siger Peter Vuust, leder af Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet og professor på Det Jyske Musikkonservatorium.
Bevillingen gør det muligt at forske i, hvordan musik påvirker den menneskelige hjerne. Ifølge Peter Vuust spiller musik nemlig en særlig rolle for hjernens grundlæggende funktioner, især dens evne til at danne forudsigelser og kunne ændre sig gennem træning.
Bevillingen skal bl.a. bruges til at undersøge menneskelig kreativitet og innovation. MIB vil her bruge musikalsk improvisation som en nøgle til at forstå, hvad der sker i hjernen, når vi skaber noget nyt. Hvad er det, der gør os i stand til få nye ideer og hvilke forudsætninger skal der være til stede for at skabe de bedste rammer for kreativitet og innovation? Er nogle hjerner bedre til det end andre, og hvilke mekanismer i den menneskelige hjerne gør, at vi er i stand til at få nye ideer, når vi arbejder alene eller flere sammen?
“Musik er interessant i hjerneforskningssammenhæng, fordi det aktiverer hjernen på mange niveauer. Når vi lytter til musik, bevæger os til den eller bliver følelsesmæssigt berørt af den, arbejder forskellige dele af hjernen sammen. Det er en fantastisk model til at forstå, hvordan hjernen fungerer, og hvordan den ændrer sig, når vi lærer og skaber noget nyt,” forklarer Peter Vuust.
Forskningsprojektet kan få betydning for fremtidens behandlinger af hjernesygdomme som Parkinsons, Alzheimers og slagtilfælde. Derudover kan resultaterne bruges til at udvikle nye metoder inden for smertelindring, søvnforbedring og rehabilitering samt til at hjælpe mennesker med autisme, ADHD og kunstig hørelse.
Kontakt
Professor og centerleder Peter Vuust
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin - Center for Music in the Brain og
Det Jyske Musikkonservatorium
Telefon: 27 11 94 71
Mail: vuust@clin.au.dk