Står sundhedsforskning ved en skillevej?

Hvad betyder den nye, geopolitiske virkelighed for sundhedsforskningen? Der er mange dilemmaer, men sundhedsvidenskab er ikke mindre relevant i en krisetid.

Hver dag bliver vi konfronteret med nyheder om en verden under forandring. Langt de fleste nyheder har ikke nogen direkte indflydelse på vores daglige arbejde, og derfor tænker vi ikke nødvendigvis så meget over, hvordan den nye verdens(u)orden påvirker vores forskning.

På Health har vi tidligere holdt afstand til forsvarsrelateret forskning og til at samarbejde med virksomheder, der leverer komponenter til militæret og forsvarsindustrien.

Men vi kommer ikke uden om, at sundhedsforskning også spiller en afgørende rolle i tider med krig, kriser og katastrofer. Nye forskningsresultater kan være med til at redde liv, reducere lidelse og sikre menneskers modstandskraft i krisetider. Vi så det under COVID-19, og nu da USA – som det netop er sket – lukker over 80% af deres programmer for udviklingsbistand, vokser behovet kun yderligere for at styrke forskning inden for sundhed, også i et globalt perspektiv.

Vi ser samtidig en tendens til, at forskningsmidler i stigende grad følger sikkerheds- og beredskabsagendaen. Det er vigtigt, at vi ikke tøver, men byder ind tidligt og får søgt forskningsmidler, også indenfor denne dagsorden.

Den nye geopolitiske situation rejser flere komplekse problemstillinger. Det gælder blandt andet dual use – når forskning kan bruges både til civile og militære formål.

I sundhedsvidenskab kan dual use for eksempel være CRISPR-teknologi, der kan anvendes til udvikling af ny medicin, men også bruges til at udvikle skadelige, biologiske agenser. Eller det kan være virusforskning, der kan føre til bedre behandlinger og vacciner, men også misbruges til at udvikle biologiske våben.

Der er mange gode grunde til, at vi er nødt til at forholde os til sundhedsvidenskabens rolle i en samfundsdagsorden, der er grundlæggende forandret. For mig er spørgsmålet ikke, om vi skal engagere os, men hvordan vi gør det klogt og med etisk bevidsthed.

Der er mange dilemmaer og ingen simple svar. Men vi skal arbejde for, at sundhedsvidenskabelig forskning fortsat er relevant og uomgængeligt at prioritere i en verden, hvor sikkerhed og beredskab er kommet i fokus.