Se billederne: Dronningen overrækker forskerpris til Inger Mechlenburg

Mandag den 13. oktober modtog professor Inger Mechlenburg fra Institut for Klinisk Medicin og Afdeling for Ortopædkirurgi på Aarhus Universitetshospital Dronning Ingrids Forskerpris 2025.

Dronning Ingrids Forskerpris blev i dag overrakt af Gigtforeningens protektor H.M. Dronning Margrethe til professor Inger Mechlenburg. Til venstre for Dronningen er det Gigtforeningens formand, Martin Bøge Mikkelsen, og til højre for Inger Mechlenburg står Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind.
Dronning Ingrids Forskerpris blev i dag overrakt af Gigtforeningens protektor H.M. Dronning Margrethe til professor Inger Mechlenburg. Til venstre for Dronningen er det Gigtforeningens formand, Martin Bøge Mikkelsen, og til højre for Inger Mechlenburg står Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind. Foto: Linda Johansen.

Gallatøjet var nystrøget, og luften dirrede af forventning under de royale lysekroner i Havesalen på Fredensborg Slot, da H.M. Dronning Margrethe mandag den 13. oktober overrakte Dronning Ingrids Forskerpris. I de fornemme omgivelser modtog professor Inger Mechlenburg prisen for sine betydelige bidrag til gigtforskningen. 

Siden 2004 har Inger Mechlenburg undersøgt effekten af træning som behandling af patienter med slidgigt i hofte, knæ og skulder. Hendes forskning har dokumenteret, at træning ikke forværrer smerter, selv ved svær slidgigt, men at den derimod kan reducere behovet for operation.

Dermed kan kirurgi reserveres til dem, der har størst gavn af det, og sundhedsvæsenets ressourcer kan bruges mere målrettet.

“Jeg er dybt beæret over at modtage den fornemme pris. Livslangt har jeg arbejdet for at styrke vores viden om behandling af mennesker med smerter og nedsat funktion og livskvalitet. Og jeg er stolt over, at noget af det, jeg bliver rost for, er at være patienternes stemme. Det har altid været vigtigt for mig, at jeg via min forskning har kunnet fremskaffe viden, der kan bruges af mennesker med muskelskeletlidelser som gigt, så de nemmere kan være med til at beslutte deres vej,” siger Inger Mechlenburg.

Dronning Ingrids Forskerpris blev indstiftet i 1978 og uddeles hvert år i forbindelse med Den Internationale Gigtdag. Med prisen følger 250.000 kroner øremærket prismodtagers forskning.

I prisindstillingen fremhæves det især, at Inger Mechlenburg med sin forskning har mindsket generne for de mange tusinde mennesker i Danmark, som lever med led- og muskelsygdomme.

Inger Mechlenburg modtog Gigtforeningens forskningspris for sin videnskabelige indsats for at fremme forebyggelse og behandling af gigt. H.M. Dronning Margrethe overrakte prisen i Havesalen på Fredensborg Slot.

Kontakt

Professor og dr.med. Inger Mechlenburg
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Ortopædkirurgi
Telefon: 21 67 90 62
Mail: inger.mechlenburg@clin.au.dk