Så er APV-handlingsplanen for Health klar

Opfølgningsarbejdet med den psykiske APV rykker nu ind i en ny og mere handlingsorienteret fase. Den fælles handlingsplan for Health er nemlig på plads, og det er derfor tid til at sætte konkrete tiltag i gang, som præsenteres i den nye handlingsplan.

Workshops om stresshåndtering, udvidelse af MUS-spørgeskema, supplerende brugerundersøgelser, omstrukturering af indhold på ’medarbejderservice’ og kodeks for god opførsel og omgangstone. Det er nogle af de konkrete forslag til forbedringer af det psykiske arbejdsmiljø på Health, som fremgår af hovedområdets nye handlingsplan.

Marianne Hokland, som er formand for APV-følgegruppen, fortæller:

”Healths fem institutter og SKT er gået utroligt seriøst og konstruktivt ind i arbejdet. Vi har et overordentligt effektivt samarbejde, og det betyder, at de vigtige APV-tiltag er solidt forankret på institut/skole-niveau. Det er en stor gevinst for arbejdet med den psykiske APV på Health,” fortæller Marianne Hokland.

Supplerende oplysninger kvalificerer resultaterne

Marianne Hokland fortæller, at flere institutter på hovedområdet har udarbejdet uddybende spørgeskemaer om det psykiske arbejdsmiljø for at få et bedre indtryk af specifikke problemkomplekser og deres baggrund. Resultaterne fra disse undersøgelser har været vigtige for at udarbejde en så relevant og konkret handlingsplan for Health som muligt.

”De lokale initiativer, som institutterne og SKT selv har sat i gang, har givet os et betydeligt mere nuanceret billede af, hvordan medarbejderne trives, og hvordan de opfatter arbejdsmiljøet på Health. De er et vigtigt supplement til APV-resultaterne, og de kvalificerer vores nye, fælles handlingsplan,” siger Marianne Hokland.

Nu sætter vi initiativerne i gang

”Jeg er glad for handlingsplanen. Den er et bevis på, at såvel medarbejdere som ledelse på Health tager arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø alvorligt. Det er vores fælles interesse. Og så glæder jeg mig over, at vi nu er kommet dertil i processen, hvor vi kan søsætte nogle af de mange gode initiativer,” siger dekan Allan Flyvbjerg.

Handlingsplanen for Health er godkendt og vedtaget. Men det betyder ikke, at følgegruppen og kontaktgrupperne slipper arbejdet.

”På Health ser vi arbejdet med handlingsplanen som en dynamisk proces, der løbende udvikles og tilrettes for at sikre det bedst mulige arbejdsmiljø for Healths medarbejdere,” fortæller Marianne Hokland.


Læs handlingsplanen (pdf-fil) for arbejdet med den psykiske APV på Health.

Læs mere om hele APV-processen på Health i "Sådan forløber APV-processen på Health"