Rapport: Stort flertal trives i klinikken, men hård tone kræver handling
Ekstern undersøgelse af det kliniske studie- og arbejdsmiljø på Institut for Odontologi og Oral Sundhed er færdig. Den afsluttende rapport konkluderer bl.a., at langt de fleste er glade for og trygge ved det kliniske miljø, mens knap 30% har oplevet en hård tone i den kliniske undervisning.

Det viste undersøgelsen i hovedtræk
- 83% af de studerende er glade for og trygge ved det kliniske studiemiljø.
- 29% af de studerende og 8% af medarbejderne har oplevet en hård tone i klinikken.
- 35% af de studerende og 9% af medarbejderne har overværet en hård tone i klinikken.
- Ca. 10% af de studerende og ca. 4% af medarbejderne har oplevet diskrimination og mobning inden for det seneste år.
- Der er hovedsageligt tale om problematiske forhold mellem kliniske undervisere og tandlægestuderende og til dels mellem kliniske undervisere og klinikassistenter.
- IOOS beskrives af både studerende og ansatte som et lærerigt og dynamisk sted med en høj barre og et stort arbejdspres.
- Den hårde tone i klinikfagene skal løses med igangværende og yderligere tiltag på et strukturelt, kulturelt og ledelsesmæssigt niveau.
I efteråret 2024 satte institutledelsen på Institut for Odontologi og Oral Sundhed (IOOS) en ekstern undersøgelse af det kliniske undervisningsmiljø i værk bl.a. på baggrund af kritiske medieomtaler, der beskrev ”et giftigt studiemiljø på Tandlægeskolen”.
Den afsluttende rapport viser, at 83% af de studerende er trygge ved det kliniske undervisningsmiljø, og at langt hovedparten af både studerende og medarbejdere er glade for de kliniske fag og læringsrummet.
”Det er positivt, at så stor en del af vores studerende og medarbejdere trives i den kliniske undervisning. Det er vigtigt at holde fast i, når vi kigger på det samlede kliniske undervisningsmiljø. Men undersøgelsen viser også, at særligt nogle af vores studerende og også nogle af vores medarbejdere har oplevet en hård og respektløs tone i klinikken, og det skal vi have taget hånd om,” siger Siri Beier Jensen, der er leder af IOOS.
Hård tone særligt mellem kliniske undervisere og tandlægestuderende
Rapporten beskriver, hvordan ca. 29 % af de studerende og ca. 8 % af medarbejderne har oplevet en hård eller respektløs tone i det kliniske miljø. Lige over 1/3 af de studerende og knap hver 10. medarbejder har overværet en hård eller respektløs tone.
Der er hovedsageligt tale om problematiske forhold mellem kliniske undervisere og tandlægestuderende og til dels mellem faggrupperne tandlæger og klinikassistenter.
”Jeg er ked af, at nogle af vores tandlægestuderende har oplevet en hård og respektløs tone i klinikken. En hård tone fører til usikkerhed og utryghed og er hverken befordrende for trivsel eller læring. Sådan skal det ikke være på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser,” fortæller Siri Beier Jensen.
Ifølge Falck Healthcare, der står bag undersøgelsen, er ”hård tone” en dækkende samlebetegnelse for de oplevelser og den adfærd, der er beskrevet som problematiske i undersøgelsen.
Arbejdet med kulturen tager tid
Rapporten konkluderer, at den hårde tone i klinikfagene skal løses med igangværende og yderligere tiltag på et strukturelt, kulturelt og ledelsesmæssigt niveau. Rapporten lister 36 anbefalinger og initiativer.
Ifølge Siri Beier Jensen er rapporten og anbefalingerne et rammeværktøj for det videre arbejde:
”I ledelsen skal vi nu i gang med at prioritere de emner, vi skal have planer for at håndtere og senere implementere, så vi kan komme den hårde tone i den kliniske undervisning til livs. Det gør vi med udgangspunkt i rapportens anbefalinger,” siger hun og uddyber:
”Noget kan løses på kort sigt, andet fx arbejdet med kulturen kræver et længere træk. Det meste vedrører os alle sammen – både ledere, medarbejdere og studerende – og skal løses i fællesskab. Arbejdet begynder nu.”
Følgegruppe skal holde den videre proces på sporet
Rammerne for den videre proces er ifølge institutlederen på plads.
I første omgang nedsætter ledelsen en følgegruppe med bred repræsentation af både studerende, medarbejdere og ledere, der skal følge processen tæt og sørge for at holde den i gang og på sporet.
Herefter skal arbejdsgrupper arbejde videre med handleplaner og tiltag. Arbejdsgrupperne er endnu ikke nedsat, og deres sammensætning og størrelse afhænger af emnet.
Endelig bliver instituttets allerede etablerede udvalg og fora som fx Studienævn, Institutforum og det lokale samarbejdsudvalg (LSU) inddraget i processen, hvor og når det er relevant.
”Jeg er glad for, at vi fik undersøgelsen lavet, så vi nu har et solidt databaseret grundlag at handle ud fra. Og jeg ser frem til at begynde det arbejde, der skal underbygge et godt og trygt klinisk undervisningsmiljø for både studerende og medarbejdere,” fortæller Siri Beier Jensen.
Kontakt
Institutleder Siri Beier Jensen
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Telefon: 93 50 85 25
Mail: siri@dent.au.dk
Om undersøgelsen
- Falck Healthcare har stået for hele undersøgelsen og den afsluttende rapport.
- Undersøgelsen bestod af en kvantitativ del (anonymt spørgeskema) og en kvalitativ del (gruppeinterviews).
- Alle studerende på IOOS blev inviteret til at deltage og alle medarbejdere med tilknytning til den kliniske undervisning. I alt ca. 900 mennesker.
- 53% af de studerende og 73% af medarbejderne deltog i spørgeskemaundersøgelsen.
- Ud over kvantitative data gav spørgeskemaundersøgelsen også 142 sider med skriftlige kommentarer.
- Falck Healthcare foretog 15 kvalitative gruppeinterviews.
- Institutledelsen har ikke adgang til datamaterialet ud over det, der står i rapporten.
Læs mere om baggrunden for undersøgelsen i artiklen ”Institutledelse ønsker ekstern undersøgelse af trivsel og studiemiljø”