Professor ved Aarhus Universitet kæmper mod virus

Søren Riis Paludan er tiltrådt en stilling som professor i virologi og immunologi, læren om henholdsvis virus og immunsystemet. Hans forskning kan bidrage til forbedret behandling af virusinfektioner og til nye og bedre vacciner.

Nyudnævnt professor Søren Riis Paludan
Nyudnævnt professor Søren Riis Paludan

Søren Riis Paludan har gennem flere år forsket i virologi og immunologi. Hans forskning er blandt andet blevet belønnet med den prestigefyldte EliteForsk-pris og en tocifret millionbevilling fra Det Frie Forskningsråds karriereudviklingsprograms øverste trin, Sapere Aude.

Søren Riis Paludan har siden 2010 været ansat i en femårig stilling som professor MSO ved Aarhus Universitet, og nu anerkendes han med et tidsubegrænset ordinært professorat på Aarhus Universitet i virologi og immunologi.

Søren Riis Paludan undersøger, hvordan immunsystemet registrerer infektioner med virus, og hvordan kroppen herefter reagerer på dem. Som oftest fungerer kroppens immunsystem sådan, at de immunologiske processer bekæmper infektionen, men i visse tilfælde sker det, at immunsystemet er med til at forstærke sygdomsprocesserne.

Immunforsvaret – ven eller fjende?

”Der findes visse virusinfektioner og sygdomme, hvor immunsystemets aktivering bliver reguleret forkert, så sygdommen faktisk bliver værre i stedet for mildere. Vores forskning kan få betydning for den fremtidige udvikling af nye lægemidler mod lige præcis denne type af virusinfektioner og sygdomme. Vi skal sikre, at immunsystemet fungerer rigtigt,” forklarer Søren Riis Paludan.

Et andet omdrejningspunkt i Søren Riis Paludans forskning er vacciner. For det er netop immunsystemets forsvarssystemer, som stimuleres ved vaccinationer. Og derfor har Søren Riis Paludan og hans forskerteams resultater et stort potentiale. De kan nemlig bidrage til nye og forbedrede vacciner i fremtiden.

Søren Riis Paludans forskning i virus og immunsystemet vil dermed potentielt bidrage med ny viden, som vil komme til gavn for folk, der får en virusinfektion, eller som skal vaccineres.

Søren Riis Paludan er født den 8. maj 1972 i Lemvig. Han bor i dag i Åbyhøj lidt uden for Aarhus med sin kone og tre børn.

Yderligere oplysninger

Professor, ph.d., dr.med. Søren Riis Paludan
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7843
Mobiltelefon: 2899 2066
srp@microbiology.au.dk