Professor får international hæder for forskning i børnepsykiatri

Anders Børglum, professor på Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet, modtager Richard Todd Award 2025. Prisen er en af de mest prestigefyldte inden for psykiatrisk genetik og gives til forskere, der har ydet et enestående bidrag til forståelsen af generne bag udviklingsforstyrrelser og psykiske sygdomme hos børn.

Anders Børglum modtog prisen, som uddeles af The International Society of Psychiatric Genetics, ved årets World Conference on Psychiatric Genetics 2025 i Cancun i Mexico.
Anders Børglum modtog prisen, som uddeles af The International Society of Psychiatric Genetics, ved årets World Conference on Psychiatric Genetics 2025 i Cancun i Mexico. Foto: Lars Kruse, AU Foto.

Anders Børglum hædres for sit mangeårige arbejde med at opdage genetiske faktorer bag psykiatriske diagnoser hos børn og unge. Han har ledet store internationale samarbejder og identificeret de første gener og genetiske risikovarianter for autisme, ADHD, adfærdsforstyrrelser og beslægtede tilstande. 

I efterfølgende studier har han og de internationale partnere afdækket endnu mere af genetikken og biologien bag disse tilstande. Studierne har bragt ny viden om, hvorfor nogle mennesker udvikler disse diagnoser, og hvilke biologiske processer i hjernen der påvirkes.

Forskningen har også haft stor betydning for forståelsen af, at diagnoserne indgår i et kontinuum af neurodiversitet i befolkningen, hvor vi alle har et større eller mindre antal disponerende genvarianter. Dette har bidraget til at nedbryde stigma omkring børn og unge med psykiske udfordringer.

”Jeg er meget beæret over at modtage Richard Todd Award’en. Den repræsenterer mange års arbejde i store forskningssamarbejder, og det betyder meget for hele feltet. At blive udvalgt blandt så mange dygtige kolleger – og af mine internationale kolleger – er helt specielt og betyder meget for mig,” siger Anders Børglum.

I sin nuværende forskning fortsætter han arbejdet med at afdække de genetiske og biologiske mekanismer, da kun en mindre del af forklaringerne kendes i dag. Studierne omfatter samtidig en bredere række faktorer for at opnå større indsigt i, hvordan genetiske, biologiske, miljømæssige og kliniske profiler påvirker de ofte meget forskellige individuelle forløb og konsekvenser, som disse livslange diagnoser kan have.

Det langsigtede mål er, at den nye viden kan bruges til at forbedre diagnostik, behandling og forebyggelse af de problematiske aspekter og følgetilstande, som børne- og ungdomspsykiatriske diagnoser kan medføre.

Kontakt

Professor og centerleder Anders Børglum
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 60 20 27 20
Mail: anders@biomed.au.dk