Prisregn over PhD Day 2026: se billederne

Den 16. januar samlede Health hundredvis af ph.d.-studerende, forskere og undervisere til fakultetets traditionsrige PhD Day. Dagen bød på et tætpakket program, inspirerende keynote-foredrag og skarpe præsentationer. Se billederne, og hvem der tog årets priser med hjem.

Den 16. januar 2026 var Per Kirkeby-Auditoriet fyldt til randen til årets PhD Day.
Den 16. januar 2026 var Per Kirkeby-Auditoriet fyldt til randen til årets PhD Day. Foto: Andrea Lif Benediksdóttir, AU Foto.

Klokken otte på en iskold januarmorgen summer Søauditorierne af liv. I forhallen er der rift om kaffe og te, mens ph.d.-studerende fra hele fakultetet finder vej til Per Kirkeby-Auditoriet. Snakken går på kryds og tværs af fagområder, og forventningerne til årets PhD Day er høje.

Klokken 8.30 byder Reimar W. Thomsen, professor og formand for organisationskomitéen, velkommen side om side med Dennis Vinther, ph.d.-studerende og co-chair for ph.d.-foreningen på Health.

De to værter understreger, at PhD Day er årets vigtigste fælles begivenhed for fakultetets ph.d.-miljø – et sted, hvor nye idéer præsenteres, netværk skabes, og forskningskulturer mødes.

Om PhD Day:

PhD Day afholdes årligt den tredje fredag i januar som et samarbejde mellem ph.d.-foreningen og ph.d.-skolen på Health.

Formålet er at bringe de ph.d.-studerende på fakultetet sammen, dele viden og skabe netværk på tværs af et bredt videnskabeligt felt.

Årets keynote-talere var professor Michael Toft Overgaard og professor Mette Nyegaard fra Aalborg Universitet samt professor Bente Klarlund Pedersen fra Københavns Universitet og Rigshospitalet.

Læs mere om PhD Day

Læs mere om de tre priser:
Fogh-Nielsen prisen
JCD-Prisen
3R-Prisen

Banebrydende genetik på scenen

Efter velkomsten overtager dagens første keynote-talere scenen: professor Michael Toft Overgaard og professor Mette Nyegaard fra Aalborg Universitet.

De to forskere giver publikum et levende, inspirerende og humoristisk indblik i deres arbejde inden for genetik og proteinbiologi – forskning, som fik international opmærksomhed, da den bidrog til den australske domstols annullering af dommen mod Kathleen Folbigg, der tidligere var dømt for at have dræbt sine fire børn. 

Oplægget viser, hvordan grundforskning kan få vidtrækkende juridiske og samfundsmæssige konsekvenser, og efter en kort kaffepause er det tid til dagens første konkurrenceelement.

Skarpe oplæg i Fogh-Nielsen-konkurrencen

Tre finalister træder på scenen i Per Kirkeby-Auditoriet for at dyste om Fogh-Nielsen-prisen – en pris, der hylder ph.d.-studerende, som både leverer forskning på højt niveau og mestrer den svære kunst at formidle den klart og overbevisende.

Forskningen spænder bredt – fra kræftimmunterapi til diabetes og fosterdiagnostik. Publikum følger intenst med, og det står klart, at dommerpanelet får sin sag for, når de senere på dagen skal vælge dagens bedste præsentation.

Herefter spreder deltagerne sig ud i bygningerne omkring Søauditorierne til første runde af sessioner med pitches, flash talks og mundtlige præsentationer. Overalt høres livlige diskussioner – både mellem ph.d.-studerende og mere erfarne forskere. 

Se billederne fra dagen herunder:

Sundhed, bevægelse og samfund

Efter frokost samles alle igen i Per Kirkeby-Auditoriet, hvor professor Bente Klarlund Pedersen fra Københavns Universitet indtager scenen til dagens anden Keynote.

Professoren holder et engagerende oplæg om fysisk aktivitets betydning for sundhed med afsæt i forskning fra TrygFondens Center for Aktiv Sundhed. Med både videnskabelige resultater og konkrete eksempler gør hun det klart, at bevægelse ikke blot er gavnligt, men en central faktor i forebyggelse af en lang række sygdomme.

Herefter følger dagens anden runde af sessioner rundt på fakultetet, inden en omgang kaffe og kage afrunder programmet.

Og vinderne er…

Om aftenen flytter begivenhederne videre til DGI-Huset, hvor årets PhD Day afsluttes med gallamiddag, festtale og musik fra Jungle Boogie Band. Stemningen er festlig, da dagens priser langt om længe skal uddeles.

Årets hovedpris i Fogh Nielsen-konkurrencen på 75.000 kroner går til ph.d.-studerende Asbjørn Kjær fra Institut for Klinisk Medicin.

Han imponerede dommere og publikum med sin præsentation om thymus’ fortsatte betydning i voksenlivet – og dens rolle i kræftpatienters respons på immunterapi. 

Andenpladsen deles mellem ph.d.-studerende Ibrahim AlZaim og Simon Horsholt Thomsen, som hver modtager 25.000 kroner. Pengene kommer fra Konsul Johannes Fogh-Nielsens og fru Ella Fogh-Nielsens Legat og støtter modtagernes videre forskning.

JCD-prisen for årets ph.d.-vejleder går til lektor Adam Hulman fra Institut for Folkesundhed og Steno Diabetes Center Aarhus.

Han bliver hædret for sit engagerede vejlederarbejde, hvor han kombinerer høj faglighed med et stærkt fokus på trivsel og trygge rammer for sine studerende.

”Det kom meget bag på mig,” fortæller Adam Hulman ved prisoverrækkelsen og understreger, at han ser prisen som en anerkendelse af hele hans forskningsgruppe – ikke kun ham selv.

Hulman leder Hulman Lab, der arbejder med kunstig intelligens i diabetesforskning og udvikler nye prædiktionsmodeller for sygdomsrisiko og komplikationer.

Du kan læse mere om prismodtageren i denne artikel.

Replacement – Refinement – Reduction. Det er de tre R’er bag 3R-prisen. Prisen går til en ph.d.-studerende, som arbejder for at enten reducere eller forbedre brugen af forsøgsdyr i forskningsprojekter.

I år modtager ph.d.-studerende Diana Faibish fra Institut for Biomedicin prisen og de medfølgende 10.000 kr.

Med prisuddeling, musik og dans bliver PhD Day 2026 rundet af – men allerede nu kan man se frem mod januar 2027, hvor traditionen fortsætter.

Kontakt
Ph.d.-administrator Helene Hallas
Aarhus Universitet, ph.d.-administration Health
Telefon: 93 52 26 09
Mail: heha@au.dk