Ph.d’er battlede om forskningshæder

Tre ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet indtog scenen på den årlige PhD-Day den 24. januar. De skulle nemlig konkurrere om at formidle deres forskning bedst. Deres indsats blev hædret med Fogh Nielsens Legatet på i alt 100.000 kroner.

MC Ollie, Jarl-Smart og Callas. Det er navnene på nogle af de rappere, der gik på scenen for at battle til MC Fight Night 2013. Til PhD Day på Health var navnene nogle andre, men princippet det samme. Deltagerne skulle konkurrere på ord og overbevise en dommerkomite om, at det lige netop er deres forskningsformidling, der batter mest.

De tre kandidater, med navnene Morten Würtz, Søren Dinesen Østergaard og Morten Schmidt, var forinden PhD Day briefet om, at de var modtagere af Fogh Nielsens Legatet, men størrelsen af legatet måtte de altså kæmpe om. Fogh Nielsens Legat er på i alt 100.000 kroner og er til ph.d.-studerende på deres sidste del af forløbet.

Morten Würtz blev feltets modtager af den største portion af legatet, nemlig 50.000 kr, mens ph.d.-kollegerne Søren Dinesen Østergaard og Morten Schmidt hver fik 25.000 kr.

Morten Würtz forsker i behandling og forebyggelse af hjertekarsygdom. Hans fokus er særligt på lægemidlet aspirin, bedre kendt som hjertemagnyl. Aspirin hæmmer blodpladernes evne til at klumpe sammen og forebygger derved dannelsen af blodpropper. I en række studier har Morten Würtz og et forskerteam dog påvist forskellige årsager til, at mange patienter kun får begrænset effekt af aspirin. Forskningen viser, at mange patienter kun opnår delvis hæmning af blodpladerne, og meget tyder på, at det er forbundet med en øget risiko for at få en blodprop i hjertet. Desuden påviste forskerne en række årsager til nedsat effekt af aspirin, og Morten Würtz håber at kunne omsætte denne viden til forbedret behandling og forebyggelse hos patienter med hjertekarsygdom.

Søren Dinesen Østergaard forsker i psykiatri og neurovidenskab med særligt fokus på studier af depression med psykotiske symptomer. Psykotisk depression er en alvorlig psykisk lidelse med høj dødelighed, især fordi der er stor selvmordsrisiko. Søren Dinesen Østergaards primære forskningsspørgsmål er om psykotisk depression adskiller sig fra ikke-psykotisk depression på andre områder end blot tilstedeværelsen af de psykotiske symptomer? Aktuelt betragter man tilstandene som to sider af samme sag, men han opfatter nærmere den psykotiske depression som et helt unikt sygdomsbillede. Til at undersøge om det er tilfældet, forsøger forskeren at finde forskelle mellem de to tilstande via kliniske, genetiske og registerbaserede undersøgelser.

 

Morten Schmidt var med på det hold af forskere, som fandt frem til, at helt almindelige smertestillende piller mere end fordobler risikoen for blodpropper i benene og lungerne. Sammen med sine forskerkollegaer undersøgte Morten Schmidt mere end 8.000 patienter, som mellem 1999 og 2006 fik diagnosticeret en blodprop i benene eller lungerne. Dernæst undersøgte de, om disse patienter havde fået udskrevet recepter på gigtmedicin, de såkaldte NSAID-præparater. Og endelig blev hver af disse patienter sammenlignet med 10 kontrolpersoner af samme køn og alder. Resultaterne viste, at risikoen for at få en blodprop i ben eller lunger er mere end fordoblet hos de patienter, der tager NSAID-præparater.

 


Yderligere oplysninger

Ph.d.-studerende Morten Würtz
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Hjertemedicinsk Afdeling B, SKS
morten.wurtz@ki.au.dk
Direkte telefon: 78452 029

Ph.d.-studerende Søren Dinesen Østergaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Mail: sdo@ki.au.dk
Direkte telefon: 2557 9050

Ph.d.-studerende Morten Schmidt
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Klinisk Epidemiologi, SKS
Mail: msc@dce.au.dk
Direkte telefon: 8715 5562