Patienters erfaringer skal tættere på forskningen i nyt partnerskab

Health og de øvrige sundhedsvidenskabelige fakulteter i Danmark indgår et nyt partnerskab med Danske Patienter. Målet er, at forskere skal have bedre adgang til patienters og pårørendes erfaringer og dermed styrke både relevans og gennemslagskraft i sundhedsvidenskaben.

Parterne i det nyligt indgåede partnerskab mødtes for at underskive samarbejdsaftalen. Fra venstre: Line Riddersholm (Nationalt Center for Brugersamarbejde), Tine Rosenthal Johansen (Nationalt Center for Brugersamarbejde), Anne-Mette Hvas (AU), Karina Dahl Steffensen (AAU), Morten Freil (Danske Patienter), Ole Skøtt (SDU) og Bente Merete Stallknecht (KU). Foto: Danske Patienter

Fakta om partnerskabet

  • Health har indgået aftalen sammen med de sundhedsvidenskabelige fakulteter ved Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet samt Danske Patienter og Nationalt Center for Brugersamarbejde.
  • Partnerskabet skal blandt andet omfatte fælles forskningsprojekter og ansøgninger, vidensdeling, workshops, konferencer og formidling.
  • Samarbejdet ledes af en styregruppe med repræsentanter fra alle parter.
  • Nationalt Center for Brugersamarbejde varetager sekretariatsfunktionen.
  • Aftalen løber foreløbigt i fem år.

Mange forskningsmiljøer på Health samarbejder allerede tæt med patienter og patientforeninger. Nu skal et nyt nationalt partnerskab give samarbejdet et stærkere fælles afsæt.

Health har sammen med de sundhedsvidenskabelige fakulteter på KU, AAU og SDU indgået en strategisk partnerskabsaftale med Danske Patienter og Nationalt Center for Brugersamarbejde.

“Det her markerer et vigtigt fælles skridt. Når alle sundhedsvidenskabelige fakulteter går sammen med os, kan vi bringe patienter og pårørendes viden endnu tættere på den forskning, der skal være med til at forme fremtidens sundhedsvæsen,” siger Line Riddersholm, centerchef i Nationalt Center for Brugersamarbejde i Danske Patienter.

Fra gode erfaringer til en fælles national ramme

Partnerskabet skal blandt andet danne ramme om fælles forskningsprojekter, vidensdeling, workshops og konferencer. Samtidig peger aftalen på en række temaer, hvor samarbejdet kan styrkes yderligere – blandt andet personlig medicin, ulighed i sundhed og nye måder at organisere patientforløb på.

“På universiteterne har vi et ansvar for, at vores forskning ikke alene er metodisk stærk, men også meningsfuld for dem, den vedrører. Med dette partnerskab får vi mulighed for at bringe patienters og pårørendes erfaringer endnu tættere på forskningsprojekterne. Det styrker både kvalitet, relevans og gennemslagskraft i den sundhedsvidenskabelige forskning,” siger dekan Anne-Mette Hvas.

Samarbejde i praksis

Næste skridt er at omsætte partnerskabets temaer til konkrete aktiviteter og projekter. En styregruppe med repræsentanter fra alle parter skal sætte retningen, mens en faglig koordinationsgruppe skal udvikle samarbejdsinitiativer på tværs af universiteter og patientorganisationer.

Det første styregruppemøde forventes afholdt hos Danske Patienter, og parterne planlægger også en fælles workshop, hvor de første samarbejdsflader og aktiviteter skal konkretiseres.

Kontakt

Rådgiver Mette Hyldgaard Poulsen
Aarhus Universitet, Health - Fakultetssekretariatet
Telefon: +45 93 52 20 85
Mail: mettehp@au.dk