Nyt klinisk professorat styrker forskning i sjældne leversygdomme

Thomas Damgaard Sandahl er ny klinisk professor i sjældne leversygdomme på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Afdeling for Lever-, Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital. Hans forskning styrker forståelsen, diagnostikken og behandlingen af arvelige og sjældne leversygdomme.

Thomas Damgaard Sandahl tiltrådte professoratet på Institut for Klinisk Medicin og Afdeling for Lever-, Mave- og Tarmsygdomme den 1. december 2025.
Thomas Damgaard Sandahl tiltrådte professoratet på Institut for Klinisk Medicin og Afdeling for Lever-, Mave- og Tarmsygdomme den 1. december 2025. Foto: Andrea Líf Benediktsdóttir, AU Health.

Thomas Damgaard Sandahl har i mange år forsket i Wilsons sygdom og kolestatiske leversygdomme. Hans forskningsgruppe kombinerer klinisk hepatologi med avanceret billeddannelse, biomarkører og prækliniske modeller, der kan omsætte nye biologiske fund til forbedret patientbehandling.

”Professoratet giver mig mere tid til forskning og dermed mulighed for at styrke både forskningsmiljøet, talentudvikling og de teknologier, der kan bringe os tættere på mere målrettede behandlinger. Det er afgørende i et felt, hvor sygdommenes sjældenhed begrænser mulighederne for traditionelle kliniske studier,” siger Thomas Damgaard Sandahl.

Han leder aktuelt studier, hvor potentielle lægemidler til både Wilsons sygdom og kolestatiske leversygdomme, herunder de første genterapitiltag til Wilsons sygdom, evalueres ved hjælp af avanceret billeddiagnostik. Derudover koordinerer han større internationale studier i sjældne leversygdomme gennem det europæiske netværk ERN Rare Liver.

Thomas Damgaard Sandahls forskning har især betydning for patienter med sjældne leversygdomme, hvis behandling ofte udfordres af, at både diagnostiske værktøjer og behandlinger ikke er tilstrækkeligt udviklet. 

Kontakt

Klinisk professor og overlæge Thomas Damgaard Sandahl
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Lever-, Mave- og Tarmsygdomme
Telefon: 78 46 42 66
Mail: tds@clin.au.dk