Nyt forskningsprojekt baner vejen for behandling af sjældne immunsygdomme

GENESCURE er et nyt forskningsprojekt på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, der skal udvikle skræddersyede behandlinger til patienter med medfødte immundefekter. Innovationsfonden har netop investeret 24,6 millioner kroner i projektet.

Den banebrydende forskning i genredigering, som GENESCURE fokuserer på, vil kunne forbedre behandlingen af en lang række sjældne, men livstruende immunsygdomme.
Den banebrydende forskning i genredigering, som GENESCURE fokuserer på, vil kunne forbedre behandlingen af en lang række sjældne, men livstruende immunsygdomme. Foto: Innovationsfonden.

Forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital vil i et nyt forskningsprojekt redigere patienters egne bloddannende stamceller for at behandle medfødte immundefekter, som skyldes fejl i generne. Målet er at korrigere de genetiske fejl og genskabe et velfungerende immunsystem.  

Behandlingen sker gennem såkaldt autolog transplantation, hvor patientens egne stamceller først genmodificeres og derefter føres tilbage i kroppen.

”Støtten fra Innovationsfonden er afgørende i vores arbejde med at bringe forskningen fra laboratoriet ud til patienterne. Vi har nu mulighed for at tage et stort skridt mod at tilbyde skræddersyede behandlinger til patienter, der hidtil har haft begrænsede behandlingsmuligheder,” siger cheflæge og klinisk lektor Bjarne K. Møller.

GENESCURE-projektet løber over tre år og involverer et tværfagligt team fra både Institut for Biomedicin og Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet samt en række kliniske afdelinger på Aarhus Universitetshospital.

Projektet er forankret i forskningscentret PASCAL-MID og bygger videre på flere års arbejde med blandt andet CRISPR/Cas-teknologi og udvidelse af stamceller – metoder, der gør det muligt at ændre gener med høj præcision.

Kontakt

Klinisk Lektor og cheflæge Bjarne K. Møller
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Center for Gen- og Celleterapi
Telefon: 78455000
Mail: bjmoel@rm.dk

Professor Jacob Giehm Mikkelsen
Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet
Telefon: 23617253
Mail: giehm@biomed.au.dk

Baseret på pressemateriale fra Innovationsfonden.