Nye læger: Vi er godt rustet til virkeligheden

På onsdag den 25. juni 2014 aflægger 90 nye læger fra Aarhus Universitet lægeløftet. De dimitterer efter en omfattende reform af kandidatuddannelsen. Vi har spurgt to af de nye læger om, hvilke planer og drømme de har for fremtiden.

90 nye cand.med.’er fra Aarhus Universitet er klar til mødet med patienterne. To af de nye læger fortæller her om deres forventninger til og drømme for det kommende arbejdsliv. Foto: Roar Lava Paaske/AU Kommunikation.
90 nye cand.med.’er fra Aarhus Universitet er klar til mødet med patienterne. To af de nye læger fortæller her om deres forventninger til og drømme for det kommende arbejdsliv. Foto: Roar Lava Paaske/AU Kommunikation.
Læge, cand.med. Camilla Kjær Amelung.
Læge, cand.med. Camilla Kjær Amelung.
Læge, cand.med. Rasmus Dreyer Christensen.
Læge, cand.med. Rasmus Dreyer Christensen.

Camilla Kjær Amelung (26 år) og Rasmus Dreyer Christensen (29 år) er begge nyuddannede læger fra Aarhus Universitet. De er blandt de første til at afslutte den nye kandidatuddannelse i medicin, som blandt andet omfatter flere klinikophold og et professionsspor med temaer som kommunikation, færdighedstræning og rollen som læge.

Hvordan har det været at studere medicin på Aarhus Universitet?

Camilla: Det har været nogle spændende år med mange udfordringer. Man møder mange indtryk og får mange oplevelser, som huskes for livet. For eksempel den første dag på studiet, hvor tutorerne tog varmt imod os, hvordan det var at træde ind i dissektionskælderen første gang, og så selvfølgelig mødet med den første patient.

Rasmus: Det har været spændende og udfordrende lige fra begyndelsen. Jeg kom ind på kvote 2 efter at have forsøgt i tre år, så at det lykkedes at komme igennem nåleøjet, har gjort det nemt at værdsætte at studere på så fantastisk et studie. Der har da også været perioder, hvor jeg har syntes, at det har været hårdt og træls, men det overskygges af alle de spændende fag og udfordrende klinik ophold.

Hvad tager du især med fra din uddannelse?

Rasmus: Vores uddannelse handler i vid udstrækning om det virkelige liv. Der er selvfølgelig en kæmpe del af lægefaget, der handler om teoretisk medicinsk viden, men det, som jeg hører fra dem, som allerede er ude i ’det virkelige liv’, er, at det er alt det andet, der fylder. Det vil sige patientkontakten, samarbejdet med de andre faggrupper og så videre. Det, jeg primært tager med mig ud, er tanken om, at den teoretiske viden er på plads, og at jeg nu skal i gang med at lære alt det andet.

Camilla: Det er vigtigt at bevare sin nysgerrighed og frem for alt at være åben over for de mange muligheder, der findes – ikke mindst i forhold til valg af speciale og forskning. Det handler om at mærke efter, hvad ens hjerte banker for, og så turde det.

Føler du dig godt rustet til at træde ind på arbejdsmarkedet?

Camilla: Vi er det første hold, som dimitterer fra den nye kandidatreform på lægestudiet. Reformen har blandt andet betydet, at vi er kommet mere ud i klinik på hvert semester og har mødt patienterne. Det, tror jeg helt sikkert, er med til at gøre overgangen noget nemmere. Der ligger en stor udfordring i at omsætte sin tilegnede teoretiske viden i praksis.

Rasmus: Vi er jo i den privilegerede situation, at vi har langt bedre kontakt og føling med det arbejde, vi skal ud og levere end mange andre. Vi har været i mange klinikophold, der har givet os indblik i og input til, hvordan man agerer som læge. Men fordi man er rustet, er man jo ikke rutineret.

Hvordan ser dine fremtidsplaner ud?

Rasmus: Jeg starter med et halvt år på en ortopædkirurgisk afdeling fra den 1. august 2014. Derefter starter jeg på kandidat-basis-uddannelsen. Det er ret unikt med en profession, hvor man er sikret job.

Camilla: Den 1. september 2014 begynder jeg på kandidat-basis-uddannelsen på Aalborg Universitetshospital på Ortopædkirurgisk Afdeling. Her skal jeg være et halvt år. Og derefter skal jeg være et halvt år i et lægehus i Nordjylland.

Hvordan forestiller du dig, at det bliver at arbejde som læge, og hvilke drømme har du?

Camilla: Jeg drømmer om at blive speciallæge i almen medicin og blive praktiserende læge i Nordjylland. Jeg tænker også på at lave noget forskning inden for almen medicin. Jeg drømmer om at få min egen praksis en dag med min egen kunst på væggene. Og jeg glæder mig til alsidigheden i arbejdsdagen og mødet med forskellige patientgrupper, lige fra børn til ældre.

Rasmus: Jeg tror, det bliver fantastisk. Hårdt, men fantastisk. Vi har jo været længe undervejs, så det bliver fedt at komme i gang. I første omgang har drømmen jo været at blive læge, så lige nu er jeg egentlig ret glad for at have nået det mål. Som sommeren går, skal der nok komme nye drømme til med specialevalg, forskningsprojekter og så videre, men lige nu nyder jeg bare at være blevet læge, slutter Rasmus Dreyer Christensen.


Om kandidatafslutningen på medicin

De nye læger aflægger lægeløftet ved et arrangement i Aulaen på Aarhus Universitet onsdag den 25. juni 2014 klokken 16. Dekan Allan Flyvbjerg overrækker doktorbrevene, og Peter Qvortrup Geisling er årets festtaler.

Arrangementet streames og kan følges på au.dk/live. Efterfølgende kan optagelserne findes og downloades på alumneportalen GERDA.