Ny professor skal styrke patientinvolvering i sundhedsvæsenet

Jeanette Finderup er udnævnt til professor i patientinvolvering på Institut for Klinisk Medicin. Her forsker hun i, hvordan patienter og pårørende i højere grad kan involveres i beslutninger om pleje og behandling.

Jeanette Finderup tiltrådte professoratet i patientinvolvering på Institut for Klinisk Medicin og Afdeling for Nyresygdomme på Aarhus Universitetshospital den 1. april 2026.
Jeanette Finderup tiltrådte professoratet i patientinvolvering på Institut for Klinisk Medicin og Afdeling for Nyresygdomme på Aarhus Universitetshospital den 1. april 2026. Foto: Tonny Foghmar, AUH

Gennem en årrække har Jeanette Finderup arbejdet med at udvikle og evaluere metoder, der styrker patientinvolvering og fælles beslutningstagning i sundhedsvæsenet.

“Mit mål er at udvikle løsninger, der gør patientinvolvering til en naturlig og integreret del af sundhedsvæsenet. Det handler både om at styrke patienternes stemme og om at sikre, at behandling og pleje bliver så relevant og meningsfuld som muligt,” siger Jeanette Finderup.

Hendes forskning har betydning for både patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle og bidrager til, at behandling i højere grad tager udgangspunkt i den enkelte patients ønsker, behov og hverdag.

Jeanette Finderup er blandt andet involveret i COMFORT-studiet om patienter med nyresvigt og projektet ’Mere Hjemmedialyse’ - et EU-samarbejde mellem Norge, Sverige og Danmark. Her undersøger forskerne blandt andet, hvordan patienter og pårørende kan involveres i lindring af symptomer og i valg af behandlingsform, herunder muligheden for dialyse i eget hjem.

Professoratet er finansieret i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og Region Midtjylland. Professoratet markerer en styrket satsning på forskning i patientinvolvering som et centralt element i moderne klinisk praksis.

Kontakt

Professor og klinisk sygeplejespecialist Jeanette Finderup
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Nyresygdomme
Telefon: 78 45 25 25
Mail: jfj@clin.au.dk