Ny klinisk professor vil styrke udredning af hjertesygdom

Simon Winther er ny klinisk professor på Institut for Klinisk Medicin. Her forsker han i, hvordan optimeret diagnostik kan give patienter med hjertesygdomme en mere præcis og individualiseret udredning.

Simon Winther tiltræder professoratet på Institut for Klinisk Medicin den 1. juli 2026.
Simon Winther tiltræder professoratet på Institut for Klinisk Medicin den 1. juli 2026. Foto: AU Foto.

Simon Winther forsker i personlig diagnostik og risikovurdering af patienter med sygdomme i hjertets kranspulsårer, som typisk skyldes forkalkning i de vigtige årer, der forsyner hjertet med blod. Hans forskning har særligt fokus på ikke-invasive metoder til at diagnosticere hjertesygdomme, herunder CT-skanninger af hjertet.

”Mit mål er at forbedre den individualiserede diagnostik, reducere unødvendige undersøgelser og styrke præcisionen i udredning og behandling af patienter med mistænkt eller kendt koronarsygdom,” siger Simon Winther.

Den nye kliniske professor er blandt andet involveret i projektet Dan-NICAD om diagnostik og risikovurdering af patienter, der undersøges for hjertesygdomme. Han leder desuden CCT-AI-projektet, som er støttet af Novo Nordisk Fonden og udvikler AI-modeller baseret på CT-skanninger af hjertet. Målet er mere præcis diagnostik og målrettet brug af avancerede undersøgelsesmetoder i klinikken.

Simon Winther er uddannet læge, dr.med. og ph.d. Professoratet, som er støttet af Region Midtjylland, skal styrke mulighederne for at opbygge et internationalt forskningsmiljø inden for avanceret kardiovaskulær diagnostik og kunstig intelligens. 

Stillingens titel er ”Klinisk professor i personlig udredning og behandling af patienter med kronisk koronarsyndrom” og tiltrædes den 1. juli 2026. 

Kontakt

Klinisk professor Simon Winther
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Regionshospitalet Gødstrup, Universitetsklinik for diagnostik, behandling og rehabilitering af iskæmisk hjertesygdom
Telefon: 25 12 10 10
Mail: simwin@rm.dk