Ny klinisk professor styrker forskning i kronisk leversygdom
Karen Louise Thomsen er udnævnt til klinisk professor i eksperimentel hepatologi på Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin og Afdeling for Lever-, Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital.
Karen Louise Thomsens forsker i leverinflammation i relation til kroniske leversygdomme. Hun undersøger både, hvordan inflammation påvirker lever og hjerne, og hvilke sygdomsmekanismer, der ligger bag. Forskningen spænder fra kliniske studier med patienter til mekanistiske studier i dyremodeller og celleforsøg.
”Mit arbejde handler i høj grad om at forstå de mekanismer, der driver kronisk leversygdom, og om at finde nye behandlinger, der kan forbedre prognosen for patienterne. Professoratet giver mig bedre muligheder for at skabe national og international opmærksomhed om vores forskningsresultater og samtidig frigøre tid til at fordybe mig i projekterne,” siger hun.
Karen Louise Thomsen er blandt andet leder af et stort randomiseret multicenterstudie, hvor man afprøver effekten af overførsel af afføring fra raske donorer til patienter med skrumpelever. Forskergruppen undersøger effekten på komplikationer og dødelighed hos disse svært syge patienter, samt betydningen af tarmens bakteriesammensætning og mekanismerne bag en mulig effekt.
Desuden har hendes forskning afdækket kognitive forandringer hos patienter og dyr med fedtleversygdom og peget på inflammationens rolle som mulig forklaring og behandlingsmål.
Kontakt
Klinisk professor og overlæge Karen Louise Thomsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Lever-, Mave- og Tarmsygdomme
Telefon: 26 94 92 60
Mail: karen.louise.thomsen@clin.au.dk