Ny doktor vil gøre det nemmere at forudsige åreforkalkning i hjertet

Klinisk lektor Simon Winther er ny doktor på Aarhus Universitet. Han undersøger de modeller, der bruges til at forudsige sandsynligheden for forsnævrende koronararteriesygdom - også kaldet åreforkalkning i hjertet.

Klinisk lektor og overlæge Simon Winther forsvarede sin doktordisputats d. 3. maj 2024 og kan nu kalde sig doktor fra Aarhus Universitet.
Klinisk lektor og overlæge Simon Winther forsvarede sin doktordisputats d. 3. maj 2024 og kan nu kalde sig doktor fra Aarhus Universitet. Foto: Privat.

Åreforkalkning i hjertet er en hyppig sygdom, som blandt andet forårsager indsnævring af blodårer og reduceret blodgennemstrømning til hjertemusklen. Symptomer på sygdommen er strammende ubehag i brystet – især fremkaldt af anstrengelse. Dog siger symptomerne ikke meget om, hvor fremskreden sygdommen er, hvilket resulterer i, at der for en sikkerheds skyld bliver udført millioner af diagnostiske tests over hele verden, hvoraf størstedelen ikke påviser sygdom.

Simon Winther undersøger værdien og anvendelsen af de modeller, de sundhedsprofessionelle bruger til at forudsige sandsynligheden for, at en patient lider af åreforkalkning i hjertet eller ej. Han vurderer både tidligere benyttede modeller og nyere modeller fra aktuelle studier.

”Mit mål er at bidrage med evidens til den kliniske beslutningstagning for læger, der behandler patienter med symptomer, der tyder på åreforkalkning. Jeg håber, at min forskning kan være med til at vejlede klinikere, når de skal beslutte, hvorvidt en patient skal igennem yderligere diagnostisk udredning,” siger Simon Winther, der også er overlæge på Regionshospitalet Gødstrup.

Kontakt

Klinisk lektor og overlæge Simon Winther
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Regionshospitalet Gødstrup, Afdeling for Hjertesygdomme
Telefon: 25 12 10 10
Mail: swinther@clin.au.dk