Ny doktor undersøger heling efter rygmarvsskade

Lektor Sanne Angel fra Institut for Folkesundhed er ny doktor i medicin. Hun har undersøgt den langvarige helingsproces efter rygmarvsskade, hvor både kroppen, hverdagen og selvforståelsen forandres.

Sanne Angel er lektor ved Forskningsenhed for Sundhed og Sygepleje, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Hun forsvarede sin doktordisputats den 22. maj 2026.
Sanne Angel er lektor ved Forskningsenhed for Sundhed og Sygepleje, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Hun forsvarede sin doktordisputats den 22. maj 2026. Foto: Line Rønn, AU Health.

I afhandlingen The healing process – seeking meaning after spinal cord injury har Sanne Angel undersøgt helingsprocessen hos mennesker med en rygmarvsskade. Afhandlingen bygger på deres oplevelser gennem de første 10 år efter skaden.

En rygmarvsskade kan medføre varig eller midlertidig lammelse og nedsat følesans under skadestedet, hvilket blandt andet kan påvirke mobilitet, blære-, tarm- og seksualfunktioner.

Forskningen viser, at heling ikke kun handler om at genvinde funktionsevnen. Den handler også om at finde fodfæste i et liv, der er forandret af den alvorlige skade.

”Når et menneske bliver ramt af en rygmarvsskade, bliver det afgørende at kunne forestille sig et liv, der stadig er værd at leve, selvom helbredsmæssige udfordringer forstyrrer det liv, man havde før. Her spiller støtte fra andre en central rolle,” siger Sanne Angel.

I afhandlingen udvikler Sanne Angel en teori om at søge mening, hvilket er centralt i helingsprocessen. Ifølge hende peger resultaterne på, at rehabilitering bør give mere plads til patientens og de pårørendes erfaringer og til de spørgsmål om mening og livskvalitet, der kan følge med alvorlig sygdom eller skade.

Kontakt

Lektor, ph.d. og doktor Sanne Angel
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Telefon: 51 35 85 76
Mail: angel@ph.au.dk