Millionbevilling styrker forskning i rehabilitering for hjertepatienter

Klinisk lektor Ivy Susanne Modrau fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital vil via sin forskning hjælpe ældre patienter, der oplever nedsat fysisk formåen og reduceret livskvalitet efter en hjerteoperation. Novo Nordisk Fonden støtter nu hendes arbejde med knap seks mio. kr.

Billede af Ivy Susanne Modrau
Med bevillingen kan Ivy Susanne Modrau intensivere sin forskning til gavn for patienter med behov for genoptræning efter hjertekirurgi. Foto: Aarhus Universitetshospital

Nutidens største udfordring i forbindelse med hjertekirurgi er, at mange ældre patienter oplever langvarig nedsat fysisk formåen og reduceret livskvalitet selv efter en vellykket operation. Desværre fravælger eller frafalder mange sårbare ældre med stort genoptræningsbehov de nuværende tilbud om rehabilitering. Derfor har Ivy Susanne Modraus forskningsprojekt til formål at fremme sundhed og velvære efter hjertekirurgi.

”I projektet undersøger vi, hvorfor så mange patienter takker nej til hjerte-rehabilitering, hvordan vi kan tilpasse vores nuværende tilbud til behovet, og om digital understøttet rehabilitering i hjemmet efter hjertekirurgi fremmer fysisk formåen og livskvalitet. Og så gennemfører vi projektet i et samarbejde mellem patienterne, deres pårørende og sundhedsfaglige aktører på midt- og nordjyske hjertekirurgiske afdelinger og kommuner,” fortæller Ivy Susanne Modrau.

Hun modtager bevillingen på 5.992.323 sammen med seniorforsker og fysioterapeut Bente Skovsby Toft fra Center for forskning i patientinvolvering, og forskerteamet er bredt sammensat på tværs af fagligheder og sektorer.

Kontakt

Klinisk lektor Ivy Susanne Modrau
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi
Mail: ivymod@clin.au.dk