Læger, tandlæger og tandplejere fejrede jubilæum
Fredag den 26. september var der jubilardag på Health. Næsten 200 læger, tandlæger og tandplejere var mødt op for at markere, at det var 25, 40 eller 50 år siden, at de afsluttede deres uddannelse på Aarhus Universitet.
Praktiserende læge Lise Storm husker tydeligt ordene, da hun startede på medicinstudiet for 40 år siden:
”Se på din sidemand, formentlig er han her ikke til slut. Kun ca. 20 procent af jer vil være tilbage. Og kvinder har mindre hjerner end mænd, så I får det ekstra svært.”
På trods af den indledende bemærkning gennemførte Lise Storm medicinstudiet, og den sidste fredag i september var hun ligesom flere af sine studiekammerater mødt op til jubilardag på Health. Næsten 200 tidligere læge-, tandlæge- og tandplejerstuderende fyldte i AIAS Hall, og hver især fejrede de, at det var 25, 40 eller 50 år siden, at de dimitterede.
Også 50-års jubilarerne Leo Schlattner og Poul Gjessing husker tilbage på studiestarten i en tid, da uddannelse var for de få.
”Vi var første årgang på Tandlægeskolen i Aarhus. Så det år stod der murerbaljer rundt på gangene, fordi skolen først lige var blevet færdig. Og rektor, han kunne se, hvis man ikke var til stede. Han kiggede lige ud over flokken af studerende og udpegede så, hvem der manglede,” fortæller Poul Gjessing, der i dag er specialtandlæge i tandregulering, og Leo Schlattner, der sluttede sit arbejdsliv som Amtstandlæge i Nordjylland, hvor han arbejdede med handicaptandpleje.
Langtidsstudiet er på retur
I modsætningen til Lise Storms studietid, gennemfører flere studerende i dag deres studie. Til gengæld fylder andre ting mere. Medicinstuderende Nina Bjerre Andersen beskriver nutidens studieliv, og både studiemiljøundersøgelse og fremdriftsreform bliver vendt.
”Hvor mange af jer gennemførte egentlig jeres uddannelse på normeret tid?,” spørger hun samlingen af jubilarer.
En skare af røde papkort bliver rakt i vejret og afslører, at langt over halvdelen af jubilarerne har taget nogle svinkeærinder undervejs på studiet. Og den tese opfylder dagens sidste taler også. Den lægeuddannede filmskaber, Niels Malmros, brugte 22½ år på at blive uddannet læge.
”Man kunne jo ikke bare sådan begynde at lave film. Jeg var under hårdt pres fra min far, for det mest anstændige, man kunne blive i livet, var neurokirurg. Så jeg startede på medicinstudiet og blev da også læge. Og jeg har faktisk arbejdet i en række vikariater på sygehuse, men må jo sige, at jeg nu er nået til min slutstilling indenfor lægevidenskaben: vikar for reservelægen,” siger han.
Datoen for næste års jubilararrangement er endnu ikke fastlagt, men det bliver formentlig sidst i september. Invitationerne bliver sendt ud til næste års jubilarer i maj/juni måned 2015.