Kræftens Bekæmpelse hædrer ung Health-forsker

Adjunkt Naiara Santana-Codina fra Institut for Biomedicin er netop blevet tildelt den ene af Kræftens Bekæmpelses to Juniorforskerpriser for sit banebrydende arbejde inden for behandling af kræft i bugspytkirtlen.

Troels Holz Borch og Naiara Santana-Codina modtager Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpriser 2023. Naiara Santana-Codina har været adjunkt og gruppeleder på Institut for Biomedicin siden 2022 og er født i Spanien i 1983.
Troels Holz Borch og Naiara Santana-Codina modtager Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpriser 2023. Naiara Santana-Codina har været adjunkt og gruppeleder på Institut for Biomedicin siden 2022 og er født i Spanien i 1983. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Fremtidens behandling af bugspytkirtelkræft skal måske findes ved at bruge allerede godkendt medicin. Det er i hvert fald målet for Naiara Santana-Codina, der sammen med sin forskningsgruppe fokuserer på at genbruge lægemidler, der allerede er godkendt til at behandle andre sygdomme, og undersøge deres potentiale som kræftmedicin.

Den unge forsker har desuden udpeget to signalveje, der spiller en rolle for, hvordan bugspytkirtelkræft-celler udnytter næring, og som er så vigtige for kræftcellerne, at de dør, hvis de bliver blokeret. Hun har også vist hvilke stoffer, der kan blokere signalvejene.

”Udfordringen med lægemidlerne er, at kræftcellerne bliver modstandsdygtige efter nogen tid. Derfor forsker jeg i, hvordan vi kan kombinere andre kræftlægemidler, så de kan slå de modstandsdygtige bugspytkirtelkræftceller ihjel,” siger Naiara Santana-Codina og fortsætter:

”Mit mål er, at min forskning kan gavne patienter og føre til nye behandlingstilbud. Det er også en af de ting, jeg holder meget af ved at arbejde på Aarhus Universitet: Der er en tæt forbindelse med hospitalet og dermed patienterne. Det, synes jeg, giver rigtig god mening i mit arbejde,” siger hun.

Kræftens Bekæmpelses Juniorforskningspris inkluderer en pengegave på 100.000 kr. og uddeles udover Naiara Santana-Codina til ph.d. Troels Holz Borch fra Nationalt Center for Cancer Immunterapi på Herlev Hospital.

Kontakt

Adjunkt Naiara Santana-Codina
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mail: nsc@biomed.au.dk

Omtalen er baseret på pressemateriale fra Kræftens Bekæmpelse