Klumme: At flyve eller ikke at flyve?

Skal forskere rejse for at deltage i vigtige møder og forsvare afhandlinger - eller kan det klares digitalt? I denne klumme reflekterer forperson for Akademisk Råd Søren Dinesen Østergaard over balancen mellem klimahensyn og behovet for fysisk tilstedeværelse for forskere.

To sider af samme sag

Klimaet ændrer sig og alt tyder på, at CO2 aftrykket af vores levevis bærer en væsentlig del af skylden. Det skal løses og akademiske institutioner har et skærpet ansvar i den kontekst. Her kommer flyrejser i spil.

At flyve eller ikke at flyve?

For forskere er dette dilemma en realitet. Jeg skriver dette fra Arlanda Lufthavn efter netop at have ageret opponent til et PhD forsvar på Karolinska Institutet. Kunne jeg ikke bare have deltaget virtuelt? Måske – men der går meget tabt når kommunikationen går gennem skærmen, hvor der ikke er uformelle samtaler før og efter forsvaret. Ved receptionen efter dagens forsvar aftalte jeg et konkret samarbejde med en af PhD medvejlederne som jeg ikke har mødt før. Det var næppe sket over skærmen. 

Principper for flyrejser på Health

Health udkommer snart med nye principper for flyrejser. De blev drøftet på mødet i Akademisk Råd d. 12/12. Det gav anledning til en god diskussion om balancen mellem CO2 reduktion og det faktum, at forskning er en international disciplin, hvor det fysiske møde mellem mennesker kan gøre en afgørende forskel.