Kandidatstuderende får rejselegat til forskning i bidmærker
Signe Klitgaard Bitsch er kandidatstuderende i odontologi og forskningsårsstuderende på Institut for Retsmedicin på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Hun modtager Dronning Margrethe II’s rejselegat i forbindelse med Aarhus Universitets årsfest i september.
Hvordan dokumenterer man spor efter menneskelige handlinger, når de skal bruges som bevismateriale i en retssag? Det spørgsmål har vakt Signe Klitgaard Bitschs interesse for bidmærkeanalyse i retsmedicinsk sammenhæng.
I sit forskningsår på Institut for Retsmedicin har Signe Klitgaard Bitsch arbejdet med analyse af bidmærker og de udfordringer, der opstår, når man skal anvende odontologisk viden i retsmedicinske undersøgelser.
Der findes ingen guldstandard for bidmærkeanalyse, og Signe Klitgaard Bitsch har identificeret et hul i markedet for et muligt produkt, der kan præcisere analysen af bidmærker ved at binde resultater af 3D-scanninger bedre sammen. Hun er i gang med at søge patent på produktet.
Med Dronning Margrethe II’s rejselegat i ryggen får Signe Klitgaard Bitsch mulighed for at styrke projektets internationale perspektiver og videreudvikle sine faglige interesser med et studieophold i udlandet.
Rejselegatet er ét af fem legater, der hvert år uddeles på tværs af Aarhus Universitets fakulteter. Legatet er på 25.000 kroner og skal give talentfulde studerende mulighed for at studere i udlandet som en del af deres uddannelse.
Kontakt
Kandidatstuderende og forskningsårsstuderende Signe Klitgaard Bitsch
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Aarhus Universitet, Institut for Retsmedicin – Retspatologisk Afdeling
Mail: sibi@forens.au.dk