Innovation i sundhed: Kan vi gøre det (endnu) bedre?

Vi taler om innovation her, der og alle vegne. Men hvad forstår vi egentlig ved innovation? Hvordan arbejder vi med det i praksis? Og hvordan bliver vi bedre til det, end vi er i dag?

Der er internationalt fokus på innovation. I Danmark har vi lige fået et Nationalt Center for Sundhedsinnovation, og her på Health har vi en tiltagende aktiv diskussion om, hvordan vi omsætter forskning til løsninger og om, hvordan vi støtter implementering. Men i mit stille sind har jeg ofte spurgt mig selv: Hvad er innovation egentlig? Opfatter vi begrebet for snævert?

Definitioner af innovation har det tilfælles, at de ser innovation som noget helt eller delvist nyt, der skaber værdi for nogen eller noget. I denne brede definition er innovation helt centralt for vores virke; vi skal udvikle sundhedsløsninger, der gør en forskel på hospitalsgangene, i tandklinikkerne, i lægehusene og helt ud i stuerne hos borgerne, patienter såvel som pårørende. Løsninger, der står på solid forskning og bidrager til bedre sundhed for alle.

Vi ved, at både krav og kompleksitet vil øges i årene, der kommer – med en aldrende befolkning, flere multisyge og flere kronikere. Derudover varsler den nye sundhedsreform en omfattende transformation af hele sundhedsvæsnet. Så hvis vi skal løse mere komplekse opgaver både hurtigere og billigere, må vi finde smartere måder at gøre det på.

På Health er vi stærke i forhold til at arbejde med innovation:

  • Institut for Biomedicin er et arnested for spinouts,
  • Institut for Klinisk Medicin huser det Novo Nordisk Fonden-støttede Biomedical Design-fellowship-program,
  • Institut for Folkesundhed har udviklet ambitiøse undervisningsforløb, hvor studerende undervises i ulighed i sundhed i escape rooms,
  • Institut for Odontologi og Oral Sundhed med-udvikler verdens første dentale MR-scanner og 
  • Institut for Retsmedicin har udviklet en metode til at aldersbestemme fingeraftryk og blodspor, som hjælper politiet til at opklare forbrydelser.

Det er blot få eksempler på Health-initieret forskning og undervisning, der har sat afgørende aftryk i forhold til at skabe innovative løsninger.

Vi har høje ambitioner for innovation også for vores studerende. Derfor har vi som noget helt nyt lige udbudt et tværfagligt valgfag, Sund Innovation, som skal ruste den nye generation af sundhedsprofessionelle til at møde arbejdsmarkedet med et innovativt mindset, spotte behov og finde på løsninger. Det er virkelig stærkt!

Det øgede behov for innovation i samfundet stiller nye krav til os som organisation – ikke mindst til os, som er ledere. Selv om vi er godt på vej, tror jeg, at vi har et stort uudnyttet potentiale for innovation på Health. Derfor arbejder vi på at skabe de nødvendige forudsætninger og rammer for at understøtte vores innovative forskere, undervisere og studerende bedst muligt.