Idrætsforsker får talentpris for sin forskning i sklerose

Ph.d.-studerende Tobias Gæmelke fra Aarhus Universitet modtog den store talentpris for sin forskning i ældre med multipel sklerose, da Dansk Selskab for Forskning i Multipel Sklerose og Scleroseforeningen den 1. juni 2024 uddelte årets forskningstalentpriser.

Tobias Gæmelke fik overrakt førsteprisen af næstformand i Scleroseforeningen Malene Kappen Krüger (i midten) ved de danske skleroselægers årlige forskningsmøde. På billedet er også Melinda Magyari (t.h.), som er formand for bestyrelsen i Dansk Selskab for Forskning i Multipel Sklerose og arrangør af forskningsmødet. Foto: Tobias Sejbæk.

Næsten tre millioner mennesker verden over lider af den autoimmune og neurodegenerative sygdom multipel sklerose, og en tredjedel af dem er 60 år gamle eller ældre. Men selv om der er evidens for, at træning giver positive effekter for mennesker med multipel sklerose, har det ikke tidligere været undersøgt blandt den ældre del af patientgruppen.

”Vores studie er det første forskningsprojekt, der undersøger effekten af powertræning som sekundær og tertiær behandlende indsats til ældre diagnosticeret med sygdommen,” fortæller Tobias Gæmelke fra Institut for Folkesundhed.

Powertræning er en specifik træningsform baseret på styrketræning med høj belastning og hurtige bevægelser, og forskerne gennemførte undersøgelsen som et klassisk lodtrækningsforsøg, hvor 24 ugers powertræning sammenlignes med en kontrolgruppe.

”Studiet viser, at det er sikkert og effektivt for ældre mennesker med multipel sklerose at lave powertræning, og at træningen afleder positive effekter på deres muskelstyrke og fysiske funktion. Vi undersøgte også, om powertræning havde effekt på deltagernes kognitive funktion, men det kunne ikke påvises,” siger Tobias Gæmelke.  

Han modtager sammen med prisen 50.000 kroner, som er sponsoreret af Scleroseforeningen. Andenprisen på 25.000 kroner gik til Frederik Elberling, ph.d. og seniorforsker ved Det Danske Scleroseregister.

Omtalen er delvist baseret på pressemateriale fra Scleroseforeningen.

Kontakt
Ph.d.-studerende Tobias Gæmelke
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Telefon: 28 26 45 08
Mail: gaemelke@ph.au.dk