“Hvis du har en god idé, så kast dig ud i det”
Det koster mange penge, når ca. 10.000 mennesker tre til fire gange hvert år skal have taget blodprøver på et helt bestemt tidspunkt for at kontrollere deres behandling med litium. Men nu har lektor Ole Köhler-Forsberg fået en idé, som kan spare millioner. Hør hvordan i det næste afsnit af vores serie om eksternt samarbejde på Health.
Når mennesker med bipolar lidelse behandles med litium, er det uhyre vigtigt, at deres dosis er perfekt kalibreret. Ellers kan det give tilbagefald af sygdommen eller kronisk organskade. Det ved Ole Köhler-Forsberg fra Institut for Klinisk Medicin bedre end de fleste.
Han har i mange år arbejdet med denne patientgruppe i psykiatrien, hvor en tilbagevendende udfordring er, at patienterne flere gange årligt skal have taget blodprøver nøjagtigt 12 timer efter, de har taget en dosis litium. Det kan være svært at efterleve for både patienten og for sygehuspersonalet, men det er helt nødvendigt for at sikre, at patientens litiumdosis er korrekt.
En matematisk formel, som kan lette klinisk praksis
Står det til Ole Köhler-Forsberg, skal den stramme tidsstyring og rigide administration af blodprøvetagningen være fortid. Ved hjælp af store datasæt har han udarbejdet en formel, som gør det muligt at udregne den såkaldte 12-timersværdi for litiumindholdet i blodet uanset, hvornår blodprøven tages.
Derfor er lektoren i samarbejde med den private IT-virksomhed Trustworks lige nu i fuld gang med at udvikle et lille stykke software med navnet eLi12, som han håber at få integreret i de danske sygehuses IT-systemer.
Lykkes det, vil det give klinikere over hele landet muligheden for at have mere korrekte litiumniveauer i blodprøver og dermed gøre op med en praksis, som dels var unødigt ressourcekrævende og dels var mindre præcis.
Se videoen, hvor Ole Köhler-Forsberg fortæller om sin oplevelse med at få en innovativ idé – og ikke mindst - at gå efter at realisere den.
Overvejer du at starte et erhvervssamarbejde?
Hvis du selv går med tanker om at starte en spinout-virksomhed, et forskningsprojekt med en privat virksomhed eller andre typer af eksternt samarbejde, så tag fat i AU's Technology Transfer Office (TTO).
TTO kan hjælpe dig med alt fra samarbejdskontrakter til patentering. Læs mere på TTO's hjemmeside.
Kontakt
Lektor Ole Köhler-Forsberg
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Aarhus Universitetshospital, Psykiatrien
Telefon: 23420661
Mail: karkoe@rm.dk