Hudforsker modtager millionbevilling til forskning i alvorlig sårsygdom
Klinisk lærestolsprofessor Christian Vestergaard fra Institut for Klinisk Medicin og Afdeling for Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital modtager en bevilling fra LEO Fondet på 3,5 mio. kroner til forskning i den sjældne hudsygdom pyoderma gangrænosum.
Det starter ofte som en lille knop, bums eller rød plet, men kan hurtigt udvikle sig til et stort, åbent og meget smertefuldt sår i huden. I et nyt projekt skal forskere kortlægge den molekylære profil af den alvorlige sårsygdom pyoderma gangrænosum, som ofte rammer patienter med andre inflammatoriske lidelser. Målet er at forbedre diagnostikken, forstå sygdommens mekanismer og identificere nye mål for behandling.
Ifølge Christian Vestergaard er sygdommen i dag utilstrækkeligt belyst, og diagnosen kan være vanskelig at stille, hvilket forsinker korrekt behandling.
”Pyoderma gangrænosum er utroligt dårligt undersøgt, og vi ved meget lidt om, hvordan sygdommen udvikler sig, og hvorfor den hænger sammen med andre inflammatoriske sygdomme. En hurtig og præcis diagnose er afgørende for at kunne give patienterne den rette behandling,” siger han.
Bevillingen skal bruges til at ansætte en postdoc ved hudafdelingens forskningsafsnit samt til at gennemføre museforsøg og avancerede molekylærbiologiske analyser.
Forskningsprojektet gennemføres i samarbejde med klinisk professor Claus Johansen fra Institut for Klinisk Medicin og lektor Søren Degn fra Institut for Biomedicin.
Kontakt
Klinisk lærestolsprofessor Christian Vestergaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Hud- og Kønssygdomme
Telefon: 26 18 81 32
Mail: christian.vestergaard@clin.au.dk