Health-forskere modtager millionbevillinger fra Danmarks Frie Forskningsfond
Danmarks Frie Forskningsfond har tildelt knap 12,7 mio. kr. til to forskningsprojekter på Health. Bevillingerne dækker et stort klinisk forsøg om blodtryksmåling under operation og udvikling af nye teknikker, der kan give ny viden om autoimmune sygdomme.
Her er Healths bevillingsmodtagere under virkemidlet ”DFF-Forskningsprojekt2”:
Professor Lars Wiuff Andersen fra Institut for Klinisk Medicin og Præhospitalet i Region Midtjylland modtager 6.335.995 kr. til projektet “Blood Pressure Targets during General Anesthesia – A Cluster-Randomized Cross-Over Trial”.
I projektet undersøger Lars Wiuff Andersen, hvilket blodtryk der er optimalt for patienter under fuld narkose. Blodtrykket falder ofte under operation, men i dag ved man ikke præcist, hvornår læger bør gribe ind. Derfor får danske hospitaler i et nyt projekt forskellige minimumsmål for blodtrykket i forskellige perioder, så forskerne kan sammenligne, hvilket niveau der giver de bedste patientforløb. Målet er mere sikker og ensartet behandling under operation.
Lektor Klaus Eyer fra Institut for Biomedicin modtager 6.336.000 kr. til projektet “Studying auto-reactive antibodies, one at a time – novel insights into repertoires using high-resolution microfluidics”.
I projektet vil Klaus Eyer og hans kolleger udvikle nye teknikker til at studere autoantistoffer, som er antistoffer, der kan angribe kroppens egne proteiner. Autoantistoffer ses ofte ved autoimmune sygdomme som multipel sklerose, lupus og leddegigt, men findes også hos raske personer. Forskerne vil undersøge, hvordan autoantistoffer varierer mellem mennesker, og hvornår de kan være tegn på sygdom. Målet er tidligere diagnose, bedre sygdomsovervågning og mere målrettet behandling af autoimmune sygdomme.
Denne omtale er baseret på pressemateriale fra Danmarks Frie Forskningsfond.