Health får ny professor i dentomaxillofacial radiologi og billeddannelse

Den 1. september 2023 tiltræder Rubens Spin-Neto et professorat på Institut for Odontologi og Oral Sundhed. Her skal han forske i sikker og diagnostisk nøjagtig billeddannelse af tænder, mund, kæbe og ansigt – det dentomaxillofaciale område.

Rubens Spin-Neto er født den 16. juni 1981 i Bauru i Brasilien og tiltræder den 1. september som professor på Institut for Odontologi og Oral Sundhed.
Rubens Spin-Neto er født den 16. juni 1981 i Bauru i Brasilien og tiltræder den 1. september som professor på Institut for Odontologi og Oral Sundhed. Foto: Simon Fischel, AU Health.

Rubens Spin-Neto arbejder med udvikling, anvendelighed og pålidelighed af tand-specifik Magnetisk Resonans Billeddannelse (ddMRI), der kan fremme oral sundhed. Hans forskning i ddMRI har potentiale til at forbedre patientsikkerheden og at lede til mere målrettet diagnosticering og behandlingsplanlægning til gavn for både tandlæger, patienter og andre aktører i tandplejen.

Den nyudnævnte professor håber bl.a., at de nye MRI-teknikker kan bidrage til og måske endda erstatte nogle konventionelle strålingsbaserede billedteknikker af det dentomaxillofaciale område. Dette ville gøre det muligt for tandlæger at få diagnostiske billeder af en bredere vifte af væv (både blødt og hårdt væv) end hvad der i øjeblikket er muligt, og med den store fordel at patienterne ikke ville blive udsat for ioniserende stråling.

”Professoratet giver mig mulighed for at fortsætte udviklingen af dette helt nye forskningsområde, og jeg kan nu være med til at placere Aarhus Universitet på verdenskortet som det førende universitet inden for oral radiologi og billeddannelse. Det er jeg stolt af og glad for,” siger Rubens Spin-Neto.

Kontakt

Professor, dr. odont. og ph.d. Rubens Spin-Neto
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Mobil: 42 43 48 36
Mail: rsn@dent.au.dk