Health får ny professor i akut medicin

Den 1. januar 2024 tiltræder Bas de Groot som ny professor i akut medicin på Institut for Klinisk Medicin og Center for Akutforskning på Aarhus Universitetshospital. Her skal han særligt fokusere på at forbedre plejen for ældre patienter.

Professor Bas de Groot vil anvende resultaterne af sin forskning i undervisningen af medicinstuderende og læger i videreuddannelse. Det skal sikre, at personalet er udstyret med den nødvendige viden og færdigheder til at yde den bedste mulige pleje til patienter i akutte situationer.
Professor Bas de Groot vil anvende resultaterne af sin forskning i undervisningen af medicinstuderende og læger i videreuddannelse. Det skal sikre, at personalet er udstyret med den nødvendige viden og færdigheder til at yde den bedste mulige pleje til patienter i akutte situationer.

Den hollandske forsker Bas de Groot kommer til Aarhus Universitet med et stort engagement i at forbedre patientplejen for ældre patienter samt patienter med alvorlige infektioner. Han tog sin lægeeksamen og ph.d. på Vrije Universitet i Amsterdam og har siden udviklet sin erfaring med akut medicin i Haag, hvor han specialiserede sig i akut medicin.

Professorens forskning fokuserer på risikostratificering og forbedring af plejekvaliteten i den akutte plejekæde. Risikostratificering går ud på at inddele patienter med en given sygdom i flere niveauer afhængig af behovet for en specialiseret sundhedsfaglig indsats. Det kan ifølge Bas de Groot hjælpe med at genkende og behandle livstruende tilstande tidligt, især hos ældre patienter.

”Ældre patienter har andre behov end yngre patienter, hvilket kræver en anden tilgang i deres pleje. Forbedret risikostratificering vil forbedre genkendelsen af meget syge patienter, hvilket især kan være en udfordring hos de ældre. Hvis livstruende tilstande genkendes tidligere, kan behandlingen også påbegyndes tidligere, hvilket forbedrer udfaldene for patienterne,” siger han.

Kontakt

Professor Bas de Groot
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Center for Akutforskning
Mail: Bas.DeGroot@radboudumc.nl
Telefon: +31-6-28981370