Har du mødt dit immunforsvar?
Nej? Så kom med torsdag d. 19. november, når Inflammationsnetværket på Aarhus Universitet inviterer nysgerrige folk til en aften om den nyeste forskning i inflammation og immunforsvaret. Du er mere end velkommen til at tage familie, venner eller naboer under armen og invitere dem til at komme med.
Tilmeld dig allerede i dag
Mød dit Immunforsvar finder sted
torsdag den 19. november 2026
kl. 17.30-21.00
i Byauditoriet, Universitetsbyen 41, 8000 Aarhus C.
Arrangementet foregår på dansk, det er gratis at deltage og tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet.
Hvad mener vi, når vi taler om ’et stærkt immunforsvar’? Hvorfor kan kroppens immunforsvar nogle gange blive en del af problemet? Og hvad har inflammation med folkesygdomme, aldring, køn, kost, miljø og arbejdsliv at gøre?
Det er nogle af de spørgsmål, publikum kan blive klogere på, når Inflammationsnetværket på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet inviterer til:
Mød dit immunforsvar
– en aften med ny forskning fra Aarhus Universitet
torsdag den 19. november 2026 i Byauditoriet.
Kender du nogen, der er nysgerrige på kroppen, sundhed, sygdom, aldring eller kost – eller bare gerne vil forstå lidt mere om, hvad immunforsvaret egentlig går og laver hele dagen? Så tag dem med.
Vi åbner dørene kl. 17.30, og både inden oplæggene og i pausen kan deltagerne tale med forskere, studerende og patientforeninger ved forskellige stande.
Målet er at skabe en aften, hvor forskning i immunforsvar og inflammation bliver konkret, relevant og til at tale med om – også for dem, der ikke til daglig færdes i laboratorier, klinikker eller forskningsmiljøer.
“Som sundhedsvidenskabelige forskere arbejder vi med viden, der angår os alle. Inflammation spiller en rolle i mange af de sygdomme, der fylder i samfundet. Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun deler vores forskning med hinanden, men også med de mennesker, forskningen helst skal gøre en forskel for,” siger professor Christian Lodberg Hvas fra Institut for Klinisk Medicin.
Immunforsvaret angår os alle
I løbet af aftenen kan du blandt andet se oplæg om immunforsvarets rolle, om inflammation som fællesnævner i store folkesygdomme som diabetes, overvægt, forhøjet blodtryk, hjertesygdom og kræft, og om hvorfor kvinder og mænd rammes forskelligt af mange inflammatoriske sygdomme.
Programmet byder også på indlæg om bl.a. immunforsvarets aldring og om, hvad miljø, kost og arbejdsliv betyder for vores helbred.
“Vi glæder os meget til at invitere offentligheden indenfor til en aften, hvor der både er plads til ny viden, nysgerrighed og gode spørgsmål om alle immunsystemets vigtige, og kun delvist kendte, roller i sundhed og sygdom. Det er første gang, at vores netværk holder denne type folkeaften, og som forsker betyder det virkelig meget at kunne gøre sundhedsvidenskabelig forskning tilgængelig og relevant for det samfund, vi er en del af,” siger professor Trine Hyrup Mogensen fra Institut for Biomedicin
Arrangementet er målrettet borgere uden særlige faglige forudsætninger, og Inflammationsnetværket håber også, at mange kolleger på fakultetet vil hjælpe med at få invitationen bredt ud.
Kontakt
Netværkskoordinator Anja P. Einholm
Aarhus Universitet, Administrationscenter SUND - Fakultetssekretariatet
Telefon: 93 50 84 08
Mail: ape@au.dk