Han blev født i afdelingen - nu skal han stå i spidsen for den
Fakultetets nye kommunikationschef, Thune Korsager, insisterer på at betragte tilværelsen fra en lidt mere skæv vinkel end de fleste.
Thune Korsager
- Uddannet cand.oecon.
- Bor i Illerup mellem Skanderborg og Ry
- 54 år
- Gift med Britt, der arbejder i LEGO-koncernen. Sammen har de sønnerne Oskar, Aksel og Viktor på 23, 20 og 17 år – og hunden Khaos.
En onsdag i december faldt kontrakten med Healths nye kommunikationschef på plads.
Samtidig modtog han en spontan invitation til afdelingens julefrokost, der skulle finde sted to dage senere.
Da han mødte op til festen, havde han allerede memoreret samtlige medarbejderes navne og ansigter. Han gik rundt og gav hånd og hilste personligt: “Hej Vibe. Hej Sebastian. Hej Jakob...”
Thune Korsager fremstår som en mand, der gør sig umage - både i sine relationer og i sit arbejde.
Fra den 2. februar får han sin daglige gang i den bygning, hvor han selv kom til verden. Han er nemlig et af de omkring 190.000 børn, der blev født i den gamle fødselsanstalt, som i dag hedder Victor Albeck-bygningen. Her skal han lede en kommunikationsafdeling på ni medarbejdere og finde sig til rette i en ny rolle og hverdag.
Man bliver kræsen med tiden
Thune Korsager kommer fra en stilling som vicedirektør og forvaltningschef i Sundhed og Omsorg ved Aarhus Kommune. Nu får han til opgave at styrke fakultetets indflydelse og synlighed.
Det indebærer blandt andet at løfte den strategiske kommunikation og formidlingen af sundhedsfaglig forskning og uddannelse. Han skal give et friskt pust til den interne kommunikation og styrke dialogen med politiske beslutningstagere.
Det glæder han sig til.
”Det er ikke for at smigre nogen, men da jeg spurgte i mit netværk, hørte jeg kun positivt om Health - om kulturen, ledelsen og de mennesker, jeg ville komme til at arbejde sammen med. Det betyder meget,” siger han.
”Der er stærke faglige miljøer i alle hjørner af universitetet, og jeg ser frem til at blive en del af det hele.”
Fokus på lykkelige ældre
Gennem 20 år i Sundhed og Omsorg har Thune Korsager samarbejdet en del med Aarhus Universitet, særligt inden for folkesundhed.
”Det har altid løftet niveauet og åbnet helt nye perspektiver,” siger han og fremhæver blandt andet:
- Et samarbejde med nu afdøde professor Carsten Obel, hvor en lang række forskere blev inviteret til at inspirere kommunens ansatte under overskriften ”hvordan indretter man et lykkeligt plejehjem?”
- Etableringen af Udviklingscenter for Sundhedskompetencer i samarbejde med professor Helle Terkildsen Maindal.
- Samarbejde med professor Lars Larsen fra Psykologisk Institut. Forskningen viste, at strukturerede samtaler med gerontopsykologer kunne løfte ældres oplevelse af eget helbred og trivsel.
Det resulterede i et delt professorat mellem AU og Aarhus Kommune. I dag arbejder der fortsat seks gerontopsykologer i kommunen direkte afledt af projektet.
”Og så har jeg som censor på de folkesundhedsvidenskabelige uddannelser mødt den ene spændende og dygtige underviser efter den anden,” siger kommunikationschefen.
Nordjyde i hjertet
Thune Korsager bor i et stråtækt hus i Illerup mellem Skanderborg og Ry. Tæt på naturen og med udsigt til himlen.
Som barn af to speciallæger måtte han flytte en del rundt i landet. Selv om han har boet i både Aalborg, København, Odense og Aarhus, identificerer han sig mest med nordjyderne.
”Jeg holder meget af nordjydernes uhøjtidelighed. De forsøger sjældent at puste sig op til at være større eller klogere, end de er. Og så bliver man målt på det, man gør - ikke det man siger, at man kan og vil.”
Kommunikation kan forandre verden
Som uddannet cand.oecon. er Thune Korsager ikke en klassisk kommunikationschef, men han har arbejdet med kommunikation gennem hele karrieren og beskriver sig selv som en supergeneralist.
Han ser en tydelig sammenhæng mellem kommunikation, adfærd og den del af økonomien, der handler om nytte.
“For mig er kommunikation og nyttelæren nært beslægtet. Ofte er formålet med kommunikation at påvirke eller ændre modtagernes adfærd. Hvis det skal lykkes, skal de helst opleve, at de får mere værdi. Eller mindst mulig reduktion i nytte og værdi, hvis verden forandrer sig - for eksempel ved besparelser, sygdom eller andre livskriser. Jeg er ikke i tvivl om, at begavet og indsigtsfuld kommunikation gør verden dejligere,” siger han.
Udfordrer logikker og normer
Thune Korsager er optaget af idéer og filosofi og finder ofte inspiration ved at trække på indsigter fra andre fagområder og discipliner.
”Kender du det, at mens du mindst venter det, er der noget, der rører dig? Eller skaber en resonans, som den tyske sociolog Hartmut Rosa kalder det. Det kan være et menneske. En artikel. En udstilling. En duft eller et digt. Jeg tror godt, man kan opsøge resonans og lade sig inspirere af helt andre domæner og fagligheder,” siger Thune Korsager.
Han nævner som eksempel et projekt i sit tidligere job, hvor Aarhus Kommune arbejdede med at gøre plejehjem mere hjemlige.
Sammen med blandt andre lydkunstner og lektor på AU Marie Højlund arbejdede han med lydlandskaber og støjreduktion for at skabe mindre institutionspræg.
”Jeg håber, at jeg kommer til Health med en lidt anderledes tilgang. Min ambition har altid været at skabe en arbejdskultur, hvor vi udfordrer de eksisterende logikker og normer. Det gælder i høj grad inden for kommunikation – for hvis den bliver kedelig og konform, står modtagerne af,” siger han.
”Når man tager en som mig ind, der har 20 års erfaring med politisk og organisatorisk kommunikation, så skal man dæleme også gerne tænke, at der fik vi nye perspektiver med – og nogle relationer og netværk, som er nyttige”, erklærer fakultetets nyeste funktionschef, som glæder sig allermest til at få nye kolleger og ny viden.
"Jeg elsker viden. Ikke som et middel til at tjene penge, imponere andre eller opnå magt. Men som et mål i sig selv. Ny viden kan bogstaveligt talt give mig kriller i maven.”
5 spørgsmål til Privat-Thune
Har du et talent, som ikke er arbejdsrelateret?
Mine dage ville være talte i et cirkus, et kor eller en krea-klub. Men jeg er ret ferm med en bold. Og så er jeg hurtig, og har gode reflekser - både verbalt og fysisk, haha.
Hvor er dit yndlingssted uden for dit hjem?
Hvor som helst ved Vestkysten. Helst med stærk vind og en stor vovse. Det er præcis som Nephew synger: Vesterhav kom nu og blæs mig i gang... Jeg holder også af at sidde på Lynfabrikken i Vestergade eller få en pølse på Aalborg Stadion.
Hvad laver du, når du har fri?
Jeg er sindssygt kedelig. Hvis jeg var på Tinder, ville folk swipe mig ud i ingenmandsland, når jeg fortalte om min fritid. Jeg spiller tennis, padel og pickleball, læser bøger, laver slow-food, ser sport og forsøger, ofte forgæves, at koble mig på mine store drenges interesser.
Hvad kan få dig til at grine?
Jeg har en forkærlighed for det absurde og groteske. Min yndlingspodcast hedder No such thing as a fish, og den består af fire briter, der elaborerer over ugens fun facts, mens de inddrager absurd og overraskende viden om alt fra videnskab til popkultur. Men i det rette selskab kan jeg grine af næsten alt, bare ikke humor der ydmyger eller isolerer andre.
Hvad fylder algoritmen dit feed med?
Jeg prøver at begrænse mit brug af sociale medier. Men på YouTube fylder algoritmen enten sport i mit feed eller noget essentielt om filosofi eller meditation. En blanding af sport og væren i livet.
Kontakt
Kommunikationschef Thune Korsager
Aarhus Universitet, Health
Telefon: 40 62 66 13
Mail: tko@au.dk